Svensker skal genrejse B&O-konkurrent

Peter Orre har en fortid hos bl.a. Apple og Hewlett Packard.

Det nye Loewe vil satse på yngre kunder med særlig interesse for design og teknologi. Foto: AP

Det bliver en svensker, der skal forsøge at genrejse den tyske elektronikvirksomhed Loewe, der i årevis har været en direkte konkurrent til danske B&O.

Det oplyser Panthera GmbH i en pressemeddelelse. Panthera GmbH er moderselskab for det nye Loewe. Selskabet har udpeget den 59-årige svensker Peter Orre som managing director.

Loewe har de seneste måneder været ude i en overlevelseskamp.

Direktør bliver medejer

Loewes hidtidige direktør, Matthias Harsch, der har stået bag arbejdet med at skaffe nye investorer, bliver samtidig medejer af Panthera GmbH med ansvar for international vækst og etablering af strategiske partnerskaber.

"Med Peter Orre har vi fået en top manager til at stå i spidsen for skabelsen af det nye Loewe-brand. Han har et omfattende kendskab til både tysk og international forbrugerelektronik i premiumklassen," hedder det i en kommentar fra bestyrelsesformand Jan Gesmar-Larsen fra det nye Loewe.

Peter Orre har i mere end 10 år arbejdet for Hewlett Packard i München som marketingdirektør for både Europa, Afrika og Mellemøsten. Tidligere har han arbejdet med design for Apple.

Loewe skal finde nye kunder

"Loewe har sat en høj standard inden for underholdningselektronik. Det gælder både kvalitet og design, og der er et stort potentiale i Loewes brand. Vi skal kombinere vores styrker for at række ud til nye kundegrupper i kraft af de rigtige produkter, teknologiske partnerskaber og marketing-initiativer. Jeg glæder mig meget til opgaven," lyder det fra Peter Orre.

I lighed med B&O vil også det nye Loewe række ud efter yngre kunder med særlig interesse for design og teknologi. I første omgang vil der blive satset på de europæiske lande samt Rusland og Kina.

Produkterne skal udvikles, designes og samles i Tyskland. Men der vil dog også blive gjort brug af det bedste fra den asiatiske elektronikindustri.

BRANCHENYT
Læs også