Hedgefond jagter haltende mineselskab

Mangel på rettidig omhu har gjort Cliffs Natural Resources til et attraktivt opkøbsmål.

Amerikansk hedgefond vil have kontrol over et mineselskab i S&P 500-indekset, der indeholder de 500 største virksomheder noteret på børsen i New York, selvom det har performet dårligst.

En minebranche med dystre fremtidsudsigter og store fejlslagne investeringer hos minevirksomheden Cliffs Natural Resources har fået aktiekursen til at falde med 46 pct. i løbet af et år og gjort selskabet attraktivt for opkøb, omstrukturering og frasalg af aktiver. Det skriver Wall Street Journal.

Derfor har hedgefonden Casablanca Capital nu meldt sig på banen og oplyst, at det ejer omkring 5,2 pct. af de udestående aktier, skriver Wall Street Journal.

- Bestyrelsen og ledelsen har simpelthen været for langsomme til at reagere på den supercyklus, som råvaremarkedet har været inde i, selvom de fleste store mineselskaber for længe siden har annonceret anselige ændringer i deres politikker for kapitalallokering og omkostningsstyring, sagde formand, James Kirsch, fra Cliffs Natural Resources.

Dyrt og dårligt udbytte

Cliffs Natural Resources erhvervede en canadisk mine i 2011, og den har indtil nu kostet milliarder af dollars og produceret meget lidt, hvilket har bidraget til bekymringerne i selskabet. I den anledning er Casablanca Capital kommet på banen, da de ser et potentiale i at opdele selskabet i indenlandske og udenlandske aktiviteter.

I en officiel erklæring udtalte Cliffs Natural Resources, at der var konstruktive samtaler imellem de to selskaber, og de var åbne overfor mere dialog.  Ydermere havde selskabet fået gennemført betydelige ændringer i bestyrelsen, og taget et skridt i den rigtige retning for at forbedre sine finansielle- og driftsmæssige resultater.

- Vi vil forsætte med at evaluere den strategiske og potentielle værdiskabelse for alle selskabets aktiver som en del af den igangværende proces, meddelte Cliffs Natural Resources.

Cliffs Natural Resources har i dag en markedsværdi på omkring 3 mia. dollar. Bare for et år siden var den på cirka 6 mia. dollar.

Læs også