FDM: Bilgarantier er ikke gode nok

Bilistorganisationen har undersøgt garantierne for de mest populære mærker.

Mere end hver anden bilgaranti er ikke god nok, mener FDM på baggrund af en gennemgang af 22 bilmærkers garantier. Foto: Torben Arent/ FDM

Bilgarantierne i Danmark er ikke gode nok.

Det mener bilistorganisationen FDM, der har gennemgået garantierne for de 22 mest populære bilmærker i Danmark. På den baggrund dumper FDM 13 af de 22 mærker.

En bil har man ofte i flere år, derfor bør man også kunne forvente, at den holder i mere end to år.

Lennart Fogh, jurist hos FDM

Det er mærker, der som udgangspunkt kun giver to års garanti. FDM's krav til en god garanti er 3 år eller 100.000 km. Se detaljer om opgørelsen hos FDM.

Norge har vist vej

Kritikken fra FDM lyder bl.a., at flere mærker kun dækker de vilkår, som kunderne automatisk er garanteret via købeloven. Samtidig mener FDM, at også reklamationsretten bør udvides. Her fremhæves Norge som det gode eksempel med fem års reklamationsret. Læs om garanti for reklamationsret hos Forbrugerrådet Tænk.

"Hvis bilproducenterne og importørerne mener, at deres biler er gode nok, burde de ikke tøve med at give en reel garanti på tre år eller mere. Det vil give bilejerne mere tryghed. Ellers kan ejerskabet af en bil blive en dyr fornøjelse, fordi garantierne ofte kun omfatter produktions- og materialefejl," siger Lennart Fogh, der er jurist hos FDM.

Det er ham, der har gennemgået de enkelte mærkers garanti.

Bilen er en stor investering

"Vi mener, at forbrugerbeskyttelsen er for dårlig. Man skal huske på, at bilkøbet ofte er blandt de største investeringerne, som køberne foretager. En bil har man ofte i flere år, derfor bør man også kunne forvente, at den holder i mere end to år. Derfor mener vi, at det ikke er rimeligt, at man i mange tilfælde er bedre garantidækket, hvis man køber en radio end en bil til flere hundrede tusind kr.," lyder det fra Lennart Fogh.

Han finder det bemærkelsesværdigt, at de fleste europæiske mærker kun giver to års garanti, mens flere af de asiatiske mærker tilbyder 3, 5 eller helt op til 7 års garanti, selv om de europæiske biler ofte er væsentligt dyrere.

Bedre dækning af slid

Han efterlyser bl.a. en bedre dækning for almindeligt slid. Ofte dækkes slid kun, hvis det skyldes en fabrikationsfejl. Slid er heller ikke omfattet af de udvidede garantier, som nogle mærker markedsfører sig med.

"Kia markedsfører sig eksempelvis med 7 års garanti, men mærket har kun 2 års garanti på sliddele. Dermed har vigtige dele en meget kortere garanti, end markedsføringen giver kunderne indtryk af," forklarer Lennart Fogh.

Men samtidig skynder han sig at tilføje, at netop Kia som udgangspunkt tilbyder en god og lang garanti.

"Kia er et af de gode eksempler på, at bilproducenterne tør stole på deres produkter. Samtidig ser vi også længere garantier på selv de billige biler til under 100.000 kr. Så det kan godt lade sig gøre at tilbyde en god garanti, selv på en billig bil," siger Lennart Fogh.

Den ideelle garanti

Efter hans mening vil den ideelle garanti være en garanti, hvor producenten står inde for egne fejl i hele bilens levetid.

"Det er den ideelle garanti, og det forventer vi ikke. Men vores minimumsgaranti er 3 år eller 100.000 km. Bilen er et produkt med lang levetid.

Det er ikke, som en smartphone, der smides ud efter 2 år. Samtidig sætter folk sig i gæld for at kunne købe en bil, og det er ikke unormalt med billån med 6-7-8 års løbetid. Derfor er garanti så vigtig over tid," forklarer Lennart Fogh.

Importører: Garantier er gode nok

Hos De Danske Bilimportører mener chefkonsulent Tejs Laustsen Jensen, at garantierne som udgangspunkt er gode nok.

"Der er nogle minimumskrav, før man kan bruge ordet garanti. Men garantier er jo en konkurrence-parameter på lige fod med pris og udstyr," siger Tejs Laustsen Jensen.

Han henviser til, at der allerede findes garantiordninger med forskellig løbetid.

Forbrugerne må vælge

"Nogle mærker tilbyder garantier over flere år, andre har mulighed for at tilkøbe yderligere garanti og der kan også tilkøbes forskellige serviceordninger. Så garantierne er gode nok, og så må det være op til forbrugerne at vælge det produkt, der passer dem bedst," forklarer han.

"Jeg synes lidt, at det bærer præg af, at FDM har ledt efter en sag," tilføjer Tejs Laustsen Jensen.

Læs også