De tre største trusler mod dansk mode

Modeugen er i fuld sving i København. Men hvad kan slå benene væk under branchen?

Åbningsshow ved Copenhagen Fashion Week. Foto: Mik Eskestad

"Der er fare for, at udlandet lige pludselig mister sin interesse for det danske. Hvis det sker, så får vi problemer," siger Uffe Buchard, kreativ direktør for konsulentvirksomheden Grenaabuchard, der blandt andet rådgiver inden for mode- og livsstilsbranchen.

Lige nu opleves en stor international interesse for alt, der er dansk, og de trends, der kommer herfra. Hvilket den danske modebranche nyder godt af.

"Vores værdisæt, udseende, smag mm. er super cool i øjeblikket. Det, håber jeg selvfølgelig, holder nogle år endnu. Hvis ikke, så kommer det til at gøre ondt," lyder det.

Den økonomiske krise

Den anden trussel mod modebranchen, som Uffe Buchard peger på, er den vedvarende omtale af den danske økonomiske krise.

Nu er der markeder, der skal erobres. Man laver ikke bare store shows længere. Det er dyrt.

- Uffe Buchard, kreativ direktør i Grenaabuchard.
"Hvis journalisterne bliver ved med at skrive, at krisen fortsætter, alt er kaos, og folk ikke har nogen penge, så holder folks sig fra at købe tøjet. Det kan modebranchen heller ikke tåle," siger han.

Den sidste trussel han fremhæver, er i samme boldgade; Fortsat medieomtale af større arbejdsløshed i USA og landets dårlige økonomi.

"Vi er nødt til at få den positive vibe på. Ellers kan vi ikke sælge noget," siger han.

En modeuge med fokus på økonomien

Ifølge Uffe Buchard så er det tydeligt, at der generelt er et stort fokus på salg og vækst under årets første modeuge. Det står i kontrast til tidligere, hvor kreativiteten har været i højsædet.

"Nu er der markeder, der skal erobres. Man laver ikke bare store shows længere. Det er dyrt. I stedet sørger man for at få noget ud af sine modeshows, fordi det er en investering i vækst. Vi er allerede blevet rigtig dygtige til det kreative, så nu er der fokus på at sælge og booste sit mærke," siger han.

Læs også