Manchester C. kan udelukkes fra det fine selskab

Klubbens store underskud er et problem i forhold til Champions League.

Manchester City havde i 2013 et underskud på 470 mio. kr. Foto: Matt Dunham/AP

Katastroferegnskabet fra Premier League klubben Manchester City kan få betydning for klubbens fremtidige deltagelse i Champions League.

Manchester Citys regnskab for året 2013 viste et tab på 470 mio. kr., og dermed opfylder klubben ikke UEFAs Financial Fair Play (FFP) mål, der fastslår, at en fodboldklub ikke må have et minus på mere end 335 mio. kr., for at deltage i mestrenes liga.

Forrige års resultat viste et minus på 889 mio. kr., og resultatet i sæsonen 2011 blev katastrofalt, da klubben leverede et tab på hele 1,8 mia. kr., skriver BBC News.

Kan komme op over grænsen

Dog forventer Manchester City at nå op over UEFAs bundgrænse, der er skabt for at imødekomme mere lighed i de økonomiske spilleregler, da fodboldklubben har mulighed for at fratrække det kontantbeløb, som er blevet brugt på udvikling af unge spillere samt tilhørende klubfaciliteter.

Mancester Citys administrerende direktør, Ferran Soriano, siger i et interview til BBC News, at voksende indtægter og kontrollerede udgifter i den nærmeste fremtid vil være med til at bringe klubbens finanser i break-even med tilhørende lønsomhed.

Arabiske ejere

Manchester City, der oprindeligt blev dannet i 1880, har i mange år ligget i skyggen af storebroren Manchester United, men i september 2008 skiftede klubben ejere, da Abu Dhabi United Group opkøbte selskabet fra den tidligere premierminister i Thailand, Thaksin Shinawatra.

Kun fire år skulle der gå før Manchester City i 2012 genvandt sit første Premier League trofæ i 44 år, og året efter for første gang gik videre fra gruppespillet i Champions League.

Bag Abu Dhabi United Group, står sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan, der er medlem af den kongelige familie i Abu Dhabi og vicepremierminister for de Forende Arabiske Emirater. Han oprettede selskabet Abu Dhabi United Group i 2008 med henblik på at erhverve Manchester City og menes at være god for 180 mia. kr., samt have adgang til familiens fonde, der har en værdi på over 4.500 mia. kr. Det skriver Daily Mail.

BRANCHENYT
Læs også