Den amerikanske apotekerkæde CVS Caremark stopper salg af cigaretter

Præsident Obama lykønskede apotekerkæden CVS Caremark og takkede for beslutningen.

Det er slut med at købe cigaretter og tobak hos apotekerkæden CVS fra 1. oktober.

Set med danske øjne kan det undre, at et apotek sælger cigaretter.

Det er ikke desto mindre, hvad USA's andenstørste apotekerkæde CVS Caremarkhar gjort og fortsat vil gøre indtil den 1. oktober.

Fra denne dato har man nemlig valgt helt at stoppe salget af de kræftfremkaldende pinde i kædens 7.600 butikker landet over.

"Stop for salg af cigaretter og tobak hos CVS/pharmacy er ganske enkelt det rigtige at gøre for vores kunders skyld og for vores firma. Salget af tobaksprodukter stemmer ikke overens med vores formål - at hjælpe folk på vej til et bedre helbred," lyder det i en pressemeddelelse fra CVS Caremark under overskriften "At gøre det rigtige".

Obama takker direktøren

Beslutningen er blevet modtaget positivt fra en lang række organisationer og er heller ikke gået hen over hovedet på landets præsident, Barack Obama.

"Dagens beslutning vil hjælpe min administration i bestræbelserne på at reducere tobaksrelaterede dødsfald, kræft og hjertesygdomme, ligesom den vil nedbringe sundhedsudgifterne - og i sidste ende redde liv," udtaler den tidligere ryger Obama ifølge Washington Post.

Han fortsætter:

"Jeg lykønsker - og takker - direktøren for CVS Caremark, Larry Merlo, bestyrelsen og alle, som var med til at foretage et valg, der vil have en dybt positiv indflydelse på vores lands helbred."

Rygeforbud flere steder

Rygning er forbudt i alle offentlige, lukkede rum i mange af USA's stater. Flere stater har dog regler, som undtager eksempelvis steder, hvor mindreårige ikke færdes, f.eks. barer.

I en række stater gælder det generelle forbud derudover kun statslige bygninger.   

Endelig forbyder bl.a. New York også rygning på pladser og i parker.

BRANCHENYT
Læs også