Rejseselskab bag Prag-rejser politianmeldt

GO Rejser er anmeldt til politiet for at have overtrådt Markedsføringsloven.

Arkivfoto. Foto: Joe Nicholoson/AP

”Happy hour på Prags bedste diskoteker!” og ”Prags eneste pub-crawl med fri bar. 1,5 times fri bar i ALT.”

De festlige fraser er fra reklamer fra rejseselskabet GO Rejser, der arrangerer ungdomsrejser til Prag. Reklamerne ligger ikke skjul på, at der er alkohol involveret i rejserne til Prag, og det er et problem. Problemet opstår, idet selskabet henvender sig til gymnasieelever, og ikke alle gymnasieelever er fyldt 18 år.

Ifølge Markedsføringslovens § 8, stk. 3 må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til alkohol.

Forbrugerombudsmanden har taget kontakt til GO Rejser, men selskabet har ikke besvaret henvendelserne. Derfor har ombudsmanden nu meldt GO Rejser til politiet.

Holdt øje med rejseselskaberne

Det er ikke tilfældigt, at forbrugerombudsmanden har fundet frem til GO Rejsers lovbrud. Selskabet har nemlig været i ombudsmandens kikkert.

”Reklamer med alkohol rettet mod unge er forbudt. Efter sidste års store medieomtale af unges Prag-rejser i vinterferien fandt jeg det naturligt at holde ekstra øje med rejseselskabernes markedsføring over for de helt unge i år. Det viste sig så at være med god grund,” siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

På GO Rejsers hjemmeside står der i dag, at den er ”lukket for vedligeholdelse”. EPN.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra selskabets ejer.  

Skoleelever som ambassadører

Bent Bagge, chefkonsulent hos forbrugerombudsmanden, fortæller til EPN.dk, at GO Rejser har haft et dobbeltkørende markedsføringskoncept. Udover at markedsføre sig med reklamer på selskabets hjemmeside og på Facebook, har GO Rejser også haft ambassadører, som skulle promovere selskabets rejser.

Ambassadørerne har været skoleelever, hvis job har været at markedsføre rejserne til Prag over for deres klassekammerater.

”Det er ikke ulovligt, men vi må se på, hvordan vi kan få selskaberne til at ændre konceptet,” siger Bent Bagge og understreger, at politianmeldelsen udelukkende omhandler GO Rejsers ulovlige reklamer med referencer til alkohol målrettet unge under 18 år.

BRANCHENYT
Læs også