0

Lego-formanden afslører sin opskrift på succes

Niels Jacobsen, bestyrelsesformand for Lego, er kåret som "Nordisk Bestyrelsesformand 2013".

"Der findes kun få virksomheder af stor karakter, som drives af enkeltpersoner. Forretningsarbejde er teamwork," siger bestyrelsesformand for Lego, Niels Jacobsen. Arkivfoto. Foto: Niels Hougaard

Administrerende direktør for høreapparatvirksomheden William Demant, bestyrelsesformand for Lego og næstformand i A.P. Møller – Mærsk. Niels Jacobsen er en mand med mange kasketter.

I efteråret blev han kåret som ’Årets Bestyrelsesformand 2013’ i Danmark, og nu er han også indehaver af titlen ”Nordisk Bestyrelsesformand 2013”.

”Det vigtigste for mig er opgaven. Ikke hvem der udfører den. Priserne er tildelt mig, men det er virksomhedens pris, mere end det er Niels Jacobsens pris,” siger han til epn.dk.

Store resultater i Lego

Virksomheden, som Niels Jacobsen taler om, er Lego. Her har han været bestyrelsesformand siden 2008, og siden han satte sig for enden af bestyrelsesbordet, er den gamle legetøjsvirksomheds resultater kun gået den rigtige vej. Omsætningen er steget fra 8,0 mia. kr. i 2007 til 23,4 mia. kr. i 2012. Det primære resultat er i samme periode øget fra 1,5 mia. kr. til 8 mia. kr.

Blå bog

Født 1957

Uddannet cand.oecon (økonomi) i 1983 fra Aarhus Universitet

Adm. direktør for William Demant siden 1998

Bestyrelsesformand for Lego

Næstformand for A.P. Møller-Mærsk

Har siddet med i mere end 15 forskellige bestyrelser

Men Niels Jacobsen vil ikke sætte sig selv i centrum som manden bag resultaterne. Han påpeger, at alt forretningsarbejde er teamwork, og at en bestyrelse arbejder som et kollegium.

”Hvis man fremhæver sig selv eller andre enkeltpersoner, så er det jo på bekostning af andre, som også gør et godt stykke arbejde og er vigtige for, at virksomheden lykkedes,” siger Niels Jacobsen.

Den gode bestyrelse

Så i stedet for at fremhæve sin egen person som nøglen til de gode resultater, fremhæver Niels Jacobsen samarbejde som det vigtigste element i hans arbejde som bestyrelsesformand. Samarbejdet skal fungere internt mellem bestyrelsesmedlemmerne, mellem bestyrelsen og ledelsen og mellem bestyrelsen og ejerne.

”Den gode bestyrelse er en gruppe af mennesker, der har de kompetencer, som skal til for at forstå den forretning, der drives. Det skal være en sammensætning af folk, som er forskellige, men ikke er mere forskellige, end at de kan samarbejde, enes og få truffet nogle gode beslutninger,” siger han.

Niels Jacobsen har ikke opskriften på, hvad en god bestyrelsesformand skal være støbt af. Det er en udfordring at være bestyrelsesformand og få det hele til at lykkedes, som han siger. Han peger dog på to ting, han mener, er væsentlige for et godt bestyrelsesarbejde.

”En af opgaverne som bestyrelsesformand er at udvikle virksomheden og få ledelsen til at blomstre. Det skal der være fokus på i stedet for overvågning og kontrol,” siger han.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også