En tredjedel af alle netkøb foregår i udlandet

Danskerne er vilde med at shoppe i udenlandske netbutikker, viser nye tal.

Danskerne bruger milliarder af kroner i netbutikker, og en stor del af handlen foregår i udenlandske netbutikker. Arkivfoto. Foto: colourbox/Vladimir Gerasimov

Når danskerne handler på nettet, foregår det langt fra altid i danske netbutikker. Cirka en tredjedel af alle indkøb på nettet foretaget af danskere sker i udenlandske netbutikker, viser nye tal fra Dansk e-handelsanalyse.

Danskerne vælger især de udenlandske netbutikker, fordi de kan spare penge, og fordi de kan få nogle varer, som ikke er tilgængelige i danske butikker.

Mange danske forbrugere tænker dog slet ikke over, om netbutikken er dansk, engelsk, tysk eller en helt anden nationalitet. Annette Falberg, administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internethandel, har et bud på hvorfor.

”I Danmark og Norden generelt er vi meget digitaliserede. Når vi har handlet et par gange på nettet i Danmark, er vi trygge i forhold til at handle i udenlandske netbutikker. Man kan sige, at vi som danskere har en stor portion tillid til nethandel og nettet generelt og derfor ikke skildrer mellem danske og udenlandske butikker,” siger Annette Falberg til epn.dk

Dansk nethandel i 2013

Danskerne foretog 106 mio. handler på nettet

I alt brugte danskerne 62,4 mia. kr. i netbutikker

17,2 mia. kr. blev brugt i udenlandske netbutikker

20 pct. af danskerne tænker ikke over netbutikkens nationalitet, når de handler på nettet

17,2 mia. kr. brugt i udlandet

De mange internationale netkøb er en årelang tendens, som for alvor er slået igennem i 2013. I 2010 blev 23 pct. af alle danske internetkøb foretaget i udlandet, men det tal er nu steget til 31 pct. i 2013.

Alt i alt shoppede danskerne for 62,4 mia. kr. på nettet i 2013. Herudaf blev de 17,2 mia. kr. spenderet i udenlandske netbutikker. I forhold til året inden er det en stigning på 14 pct.

”Udviklingen er naturlig, for internethandel er uden grænser. Der vil gennem nethandlen blive rykket rigtig meget detailhandel fra Danmark til udlandet, og det er en klar trussel mod danske arbejdspladser,” siger Annette Faldberg.

En mulighed for danske butikker

De internationale grænser på nethandlen er dog ikke kun en trussel mod de danske butikker, mener Annette Falberg.

”Udviklingen er også en mulighed for de danske netbutikker, som kan etablere sig i udenlandske og derved tiltrække udenlandske kunder til danske butikker,” siger hun.

I øjeblikket er danske kunder mere villige til at handle i udenlandske butikker end mange andre nationaliteter. Men den situation ventes at udjævne sig, så danske netbutikker på sigt kan tjene gode penge på at oprette netbutikker i udlandet.

Læs også
Top job