Tilliden til folkepensionen vakler

Flere danskere er usikre på, om de nu også får den folkepension, de er stillet i udsigt.

Blot 46 pct. har stor tillid til, at de vil få den udbetaling i folkepension, de på nuværende tidspunkt er stillet i udsigt, når de en dag går på pension. Det viser en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for brancheforeningen Forsikring & Pension, skriver Politiken.

»Vi ser en stigende utryghed blandt folk for, om de vil få de penge og den hjælp, de har brug for i alderdommen. Det skyldes, at der er blevet ændret i vilkårene igen og igen og igen«, siger Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, til Politiken.

Goul Andersen er en blandt flere eksperter, som advarer om, at den manglende tiltro til folkepensionen, som de nye tal viser, kan svække befolkningens opbakning til folkepensionen.

Tror mere på ATP

Tilliden er anderledes stor, når det handler om ATP, om privattegnede pensioner og om de pensioner, folk har via jobbet. Her viser undersøgelsen, som er lavet blandt mere end 3.000 30-69-årige, at cirka tre ud af fire har stor tillid til, at de vil få den udbetaling, de er stillet i udsigt.

Det er et udtryk for, at folk har opdaget, at arbejdsmarkedspensioner og private pensioner fylder mere. Men det er også et signal til politikerne om en særlig mistillid til netop folkepensionen, hvor befolkningen undervurderer dens betydning, mener administrerende direktør Per Bremer Rasmussen fra Forsikring & Pension:

»Der vil også i fremtiden være mange, som har svært ved at være i et job, og de får ikke sparet op via arbejdsmarkedspensionerne. På den baggrund er det svært at forestille sig, at vi kan undvære en ordentlig folkepension«, siger han til Politiken.

Den nye socialminister, Manu Sareen (R), anerkender, at de seneste års mange ændringer kan være skyld i en manglende tiltro til fremtidens folkepension.

»Men det ændrer altså ikke på, at der er meget bred politisk opbakning til folkepensionen. Det er vigtigt at slå fast«, skriver Manu Sareen i en mail til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også