VW: Priskrig går ud over forbrugerne

Prisfald på nye minibiler får omgående konsekvens for brugtpriserne.

VW fastholder priserne på up-modellerne. En up! koster typisk 120.000 kr., fordi køberne vælger mere udstyr. Foto: Volkswagen

Priskrige er normalt populære hos forbrugerne, men den igangværende priskrig på minibilområdet er ikke ubetinget godt for forbrugerne. Især bilejere, der for nogle måneder siden har betalt meget mere for en bil, der nu er sat ned, har grund til at føle sig snydt.

Det er vurderingen både hos bilmærket Volkswagen og hos bilhandelspladsen Bilbasen. Senest er det Chevrolet og Ford, der har tilbudt deres Spark- og Ka-modeller til priser fra cirka 60.000 kr.

VW fastholder priser

Volkswagen har i mere end et år haft den suverænt mest sælgende bilmodel i Danmark i sin up!, selv om den langt fra har været den billigste bil på markedet.

Priserne begynder ved 90.000 kr., men den typiske bil er solgt til 120.000 kr., fordi kunderne har ønsket mere udstyr. Det er det dobbelte af de laveste priser nu.

"Der er virkelig hård kamp om markedsandele i øjeblikket, og det gør det hele mere uigennemskueligt. Men vi sætter ikke priserne ned. Efter vores mening er det uanstændigt over for de kunder, der har købt en ny bil for 3 eller 6 måneder siden. Gensalgsværdien af deres biler falder jo omgående," siger Søs Righolt Ilum, der er pressechef hos Volkswagen i Danmark.

Til gengæld vil VW tilbyde kampagnemodeller med mere udstyr.

Et smadret brugtmarked

Hos VW er holdningen, at de meget lave priser både går ud over forbrugerne, men også generelt smadrer brugtmarkedet.

"Vi tænker også på vores forhandlere, for bilbranchen kan ikke holde til de lave priser. Der er ingen fortjeneste tilbage på de nye biler," tilføjer Søs Righolt Ilum.

Omgående konsekvens

Hos Bilbasen er analytiker Jan Lang enig i, at de lave nypriser har omgående konsekvenser for brugtpriserne.

"Når priserne på de nye minibiler sættes så langt ned, som vi har set, giver det et omgående værditab for de tilsvarende brugte biler. På tværs af alle mærker er brugtpriserne for minibilerne faldet med mere end 15 pct.," forklarer Jan Lang.

Der er endnu en forklaring på prisfaldet.

"Det er det meget store udbud af minibiler, fordi der de seneste år er blevet solgt så mange af dem," tilføjer Jan Lang.

BRANCHENYT
Læs også