Reklamer med holdninger er et hit

Reklamekampagner sælger ikke kun produkter. De sælger også holdninger .

Fra Call Me's Tal ordentligt-kampagne.

Vi skal tale ordentligt. Vi skal respektere hinanden i trafikken. Vi skal ikke glemme vores fælles værdier.

Det kunne lyde som ord fra kampagner fra en interesseorganisation eller et politisk parti. Men budskabene stammer fra reklamer fra forskellige virksomheder.

Televirksomheden Call Me står for kampagnen "Tal ordentligt", mens bilproducenten SEAT er virksomheden bag "Kør Smukt"-kampagnen. Nu følger Alm. Brand efter med sin netop lancerede reklamekampagne "Pas godt på de gode værdier".

Kommunikationsbureauet Jangaard Mark & Ko står bag alle tre reklamekampagner. Bureauet skriver på sin hjemmeside, at de leverer "holdningsbaseret kommunikation". De kommunikerer altså ikke kun budskaber om virksomhedernes produkter, men også deres holdninger.

"Forbrugerne kræver i dag, at virksomhederne har noget på hjerte. Det er ikke nok at tilbyde et lækkert produkt, for der er altid et alternativ, som forbrugeren kan vælge. Derfor hjælper vi virksomhederne med at turde fortælle, hvad de har på hjerte," siger Marie Mark, partner i Jangaard Mark & Ko.

Virksomhederne skal tage ansvar

Kresten Schultz Jørgensen er administrerende direktør i konsulentvirksomheden LEAD, som beskæftiger sig med branding af virksomheder. Han ser det som en klar global tendens, at virksomheders markedsføring bliver mere holdningsbaseret, og han har en klar ide om hvorfor.

"I de seneste 10-15 år er tilliden til politiske partier og politikere dykket markant. Det har betydet, at folk har investeret deres tillid andre steder. Dels i interessegrupper, demonstrationer og så videre, men også i private virksomheder. Folk forventer, at virksomhederne tager et politisk eller samfundsmæssigt ansvar," siger Kresten Schultz Jørgensen.

Relevante holdninger

Ifølge Kresten Schultz Jørgensen er det vigtigt, at virksomhederne kun bruger holdningsbaseret markedsføring, hvis det er relevant for den specifikke virksomhed. Der er tre punkter, som virksomheden skal leve op til, før det giver mening for virksomheden.

"For det første skal man kun gøre det, hvis virksomhedens kunder og andre interessenter forventer det af virksomheden. For det andet skal virksomheden være en betydelig institution i samfundet, så det giver mening, at den involverer sig politisk. Og sidst men ikke mindst skal den holdningsbaserede markedsføring ligge i forlængelse af virksomhedens produkter," siger Kresten Schultz Jørgensen.

Især sidste punkt er Marie Mark enig i. Det handler om at finde ud af, hvilket område det er relevant for virksomheden at have en holdning til i sin markedsføring. Derfor fokuserer televirksomhedens kampagne på god kommunikation, og bilproducentens kampagne handler om god opførsel i trafikken.

En løftet pegefinger?

Kampagnerne fra Call Me, SEAT og Alm. Brand har alle et klart budskab og et opdragende element. Men kommunikationsbureauet Jangaard Mark & Ko, som står bag alle tre kampagner, ser ikke reklamerne som en løftet pegefinger.

"De er moraliserende på den gode måde. Vi er meget påpasselige med at være løsningsorienterede, så vi ikke går ud og siger: "Nu skal du gøre det her fra i morgen". Det handler mere om, at det er okay at sige: "Hallo venner, vær lige opmærksomme på det her."," siger Marie Mark.

BRANCHENYT
Læs også