Nykredit: Drop nu afdragsfriheden

Låntagere bør sikre sig mod rentestigninger ved at afdrage, lyder rådet.

Renterne er i dag så lave, at man som boligejer med et F1-lån meget hurtigt kan afdrage på gælden. Derfor bør boligejerne opgive afdragsfriheden og i stedet få betalt af på gælden.

Ved at mindske boliggælden vil man nemlig polstre sig mod fremtidige rentestigninger.

Rådet til de danske boligejere kommer fra Nykredit, hvor områdedirektør Sune Worm Mortensen peger på, at boligejere ved at afdrage på boliglånet i løbet af kun fem år kan nedbringe sin rentefølsomhed med 20 pct.

Hos Nykredit vil man dog ikke gå så langt som til at sige, at det med de lave renter er dumt ikke at afdrage på boliggælden.

Hvis afdragsfriheden i stedet bruges til at nedbringe anden og dyrere gæld, kan det nemlig være meget fornuftigt med et boliglån uden afdrag.

Mindre sårbar med afdrag

"Det meget lave renteniveau betyder, at mange boligejere føler sig fristet af de variabelt forrentede lån. De kan også være fine for mange, men desværre kombineres lånene oftest med afdragsfrihed. Dermed gør man sig som boligejer mere sårbar over for både faldende boligpriser og stigende boligrenter," forklarer Sune Worm Mortensen.

Han understreger, at fire femtedele af ydelsen på et F1-lån med afdrag lige nu går til netop afdrag, og i takt med, at gælden bliver mindre, aftager også rentefølsomheden.

Kan man klare en rentestigning?

Samtidig henviser han til rentetilpasningen tilbage i oktober 2008, da Lehman Brothers netop havde indgivet konkursbegæring. Da satte F1-renten rekord med 5,33 pct.

Til sammenligning forventer Nykredit en kontantlånsrente på 0,28 pct. ved den forestående rentetilpasning.

"Rentetilpasningen i 2008 viste os, at renterne kan stige meget hurtigt. Derfor anbefaler jeg altid kunder, at de skal have så meget på kistebunden, at de kan klare en rentestigning af den størrelse," forklarer Sune Worm Mortensen.

Mindre gæld - mindre sårbar

Han tilføjer, at en rentestigning fra 0,28 til 5,33 pct. vil betyde, at ydelsen på et F1-lån på 1 mio. kr vil stige med godt 1.400 kr. om måneden efter skat.

"Men hvis rentestigningen først kommer om fem år, og man i mellemtiden har afdraget på gælden, vil ydelsen kun stige 1.100 kr. om måneden. Med de nuværende renter vil restgælden nemlig over fem år være reduceret til 840.000 kr. Derfor vil en rentestigning slå mindre markant igennem på ydelsen.

Derfor garderer låntagere sig mod rentestigninger blot ved at afdrage på lånet," forklarer Sune Worm Mortensen.

BRANCHENYT
Læs også