Men vi har da flere biler end Bulgarien

Flere familier har fået to biler. Minibilerne har øget danskernes mobilitet.

Danmark har på grund af de høje bilafgifter opsparet et mobilitetsbehov, som de populære minibiler nu er ved at afhjælpe, mener forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen fra FDM. Foto: Jens Dresling/ Polfoto

Bilkøbet er blevet en spareøvelse, mener flere økonomer.

Men minibiler har også øget de danske familiers mobilitet, og flere familier har investeret i bil nummer to.

"De danske familier køber nu i høj grad en ny minibil for at få hverdagen til at hænge sammen. Sammenlignet med de fleste EU-lande har vi nemlig meget få biler per indbygger i Danmark.

Men de faldende priser og mindre afgifter på minibilerne har givet flere mulighed for at dække et mobilitetsbehov," lyder det fra Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos bilistorganisationen FDM.

Behov for en ekstra bil

Han vurdering er, at minibilerne ikke kun er en spareøvelse.

"Ikke alle kan klemme sig ned i en mikrobil, men det er en glimrende bil som bil nummer to, da både pladsbehov og kilometerkrav typisk er mere begrænsede til den bil. Samtidig er mikrobilerne velegnet til de unge, der endnu ikke har stiftet familie, ligesom en del ældre ofte skifter til en mindre bil.

Men børnefamilierne kan ikke klare sig med en minibil som den eneste bil. Herhjemme er begge voksne typisk på arbejdsmarkedet, og når tid er en faktor, vil der ofte være behov for en ekstra bil," forklarer Allan Skytte Christensen.

Et opsparet behov

Samtidig peger han på, at vi i Danmark også har et opsparet mobilitetsbehov på grund af de høje bilafgifter.

"Antallet af biler i Danmark er på niveau med Bulgarien," som han udtrykker det.

Det viser tal fra de europæiske bilproducenters sammenslutning ACEA, der har opgjort antallet af personbiler per 1.000 indbyggere. De nyeste tal er fra 2011, og da var der i Danmark 394 biler per 1.000 indbyggere. Tallet for Bulgarien var 368. Luxembourg toppede listen med 658 biler per 1.000 indbyggere.

Danmark kan dog være rykket frem på listen i kraft af det rekordstore nybilsalg i både 2012 og 2013.

Minibilerne er til at betale

"Det er dette opsparede mobilitetsbehov, der nu er ved at blive indhentet af de små biler, fordi de prismæssigt er til at komme i nærheden af for forbrugerne. Mange mikrobiler har kun en registreringsafgift på 20.000 - 30.000 kr., mens der for en typisk familiebil skal betales det femdobbelte," siger Allan Skytte Christensen.

"Bilsalget har generelt været sløjt i Europa i de seneste år, mens vi i Danmark har haft tre rekordår på stribe. Det er tydeligt, at der er andre ting på spil i Danmark, og derfor er bilkøbet ikke kun en spareøvelse. Det er kun relevant, hvis bilen alligevel skal skiftes ud, og hvis hvis familien rent faktisk ikke længere har det store pladsbehov," tilføjer Allan Skytte Christensen.

Pas på gældsfælde

Samtidig advarer han om en "fælde" ved mikrobilerne. Nypriserne er kommet så langt ned, at en brugt mikrobil hurtigt taber i værdi. Hvis der samtidig er et længereløbende lån i bil, risikerer ejeren en teknisk insolvens - at værdien af den brugt bil er mindre end restgælden på lånet.

"Hvis der så - måske på grund af familieforøgelse - skal skiftes bil hurtigere end forventet, kan det blive dyrt at skifte til en større bil," forklarer Allan Skytte Christensen.

Flere familier med to biler

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af familier med to biler fra 2008 til 2013 er steget med 16,7 pct.

I faktiske tal drejer det sig om 54.372 familier, der har fået bil nummer to. Men i samme periode er der også kommet godt 106.000 familier til, så stigningen er ikke overraskende.

"Dermed er det naturligt, at antallet af familier både med og uden bil stiger," forklarer Allan Skytte Christensen.

"Det virkelig interessante er, at stigningen i antallet af familier med to biler næsten kan matche stigningen i antallet af familier, der har fået bil," forklarer han.

Antallet af familier, der har fået bil, er i perioden vokset med 58.239.

I 2013 var der 379.985 husstande med to biler, mens 1.712.173 familier havde bil. Antallet af familier var 2.891.119

BRANCHENYT
Læs også