Pengemaskine ramt af guldregn

DealCircle, der har et bud på en alternativ kapitalkilde for nystartede virksomheder, har selv fået tilført mio.

Investering har længe været et afgørende punkt for nystartede virksomheder, som kan sikre fremtiden, hvis pengene kommer rettidigt, men som også kan besegle skæbnen, hvis forhandlingerne går for trægt.

Virksomheden DealCircle, som gør op med denne proces, har netop selv modtaget en millioninvestering.

Det nye danske startup DealCircle er endnu et bevis for, at hvis man har det rette team, den rette forretningsidé samt en markedsmulighed, så er der penge at hente. Investeringen på 4 mio. kr. i dansk/franske DealCircle kommer fra en af Danmarks største investeringsfonde SEED Capital og en gruppe private investorer, såkaldte business angels.

Kvik-finansiering af gode ideer

Med en klar mission om at lette processen, hvor Business Angels foretager investering, går DealCircle i disse dage i luften med en digital platform. Platformen gør det muligt at finde andre engle, som ønsker at deltage i samme investering, at gennemføre den juridiske proces og derved få handlen helt på plads med meget lave omkostninger.

DealCircle udtaler, at en investering kan gennemføres i løbet af få dage eller endda timer, hvor det før kunne tage uger.

"DealCircle udfordrer den traditionelle måde, hvorpå angel- og seed investeringer laves, som ikke har ændret sig i årtier. Det her er ikke alene en god forretningsidé – jeg håber, at vi kan hjælpe det europæiske tech startup øko-system med at gøre det meget nemmere at investere”, siger Klaus Nyengaard til Trendsonline.dk.

Dyr ventetid

Bertrand Bernard Bisson er den unge franske advokat bag platformen. Han flyttede til København for at samle det rigtige team om projektet og har de seneste to år arbejdet med dels de 28 forskellige sæt regulativer for investeringer på tværs af EU samt studeret adfærden omkring typiske investeringer på tidlige stadier i et virksomhedsliv.

"Hele systemet er i dag bygget op om et grådigt, forældet retssystem, men vi er overbeviste om, at verden er klar til, at vi tager et radikalt spring til dette århundrede med en digital løsning for tidlige investeringer," siger Bertrand Bisson til Trendsonline.dk.

Fakta
Teamet som Bisson fandt frem til består bl.a. af
  • Klaus Nyengaard (tidl. adm. direktør, Just-Eat, og bestyrelsesformand)
  • Hampus Jakobsson (serieiværksætter fra Malmø)
  • Alexander Aghassipour (medstifter af danske Zendesk)
  • Didier Rappaport (medstifter af Dailymotion).

En skandinavisk angelinvestor investerer gennemsnitligt 150-250.000 kr. i en iværksættervirksomhed. For de nye firmaer er det dog nødvendigt at rejse et betydeligt højere beløb for at opnå økonomisk stabilitet og dermed den arbejdsro, det kræver at blive en succesfuld vækstvirksomhed.

Derfor samles en gruppe investorer ofte i et ”syndikat” af 5-10 Business Angels, når en investeringsrunde planlægges. Når de til enighed om at investere, skal der forhandles pris og udformes kontrakter. I denne proces er det ikke ualmindeligt, at et lille startups udvikling og projekt sættes på standby i 6-8 uger, mens investeringsforløbet står på.

Mindre advokatregning

Det er kritisk lang tid for et startup, hvor den mindste forsinkelse kan give en konkurrent tid til at komme først på markedet. Når investeringen så endelig er på plads, kommer der en “venlig hilsen” fra advokaten med salær på op til ti procent af den samlede indskudte kapital.

"Tiden, hvor iværksættere må dele deres investering med advokaterne er forbi, og det tog os tre dage at facilitere den allerførste handel med i alt 15 engle i syndikatet," siger medstifter og adm. direktør for DealCircle Lars Buch.

Endvidere blev der i januar i år indgået en aftale med SEED Capital, og på rekordtid kunne folkene bag DealCircle glæde sig over en total investering på godt 4 mio. kr., som tillader det unge team at fokusere på produktudvikling og på et tæt samarbejde med kunderne.

"Dealcircle er et kickass team, som opererer med en unik forretningsmodel, der rammer en stærk tendens i investeringsmarkedet," udtaler Niels Vejrup Carlsen, som er investeringsdirektør for SEED Capital til Trendsonline.dk og fortsætter:

"For at være en del af denne trend, gør vi, hvad vi gør bedst – vi investerer!"

BRANCHENYT
Læs også