Stenrig USA-fond har købt danske gulddrenge

Succesrigt dansk aktie-team solgt til amerikansk milliardfond.

Mindre end et år efter, at Formuepleje købte Saxo Bank helt ud af kapitalforvalteren CPH Capital, sælger Formuepleje nu sin 73 pct. store aktiepost til amerikanske AllianceBernstein.

AllianceBernstein er et New York baseret research- og kapitalforvaltningsselskab, med aktiver for ca. 450 mia. dollar (knap 2.500 mia. kr.) under forvaltning. Den største aktionær er franske AXA.

Formuepleje udtræder nu helt af ejerkredsen, men har sikret sig, at CPH Capital fortsat forvalter Formuepleje-foreningernes aktiemandat. Samtidig skal Formuepleje fremover repræsentere CPH Capital i Danmark, og dermed stå for salget af forvalterens produkter til professionelle kunder.

Derfor køber AllianceBernstein CPH Capital 

De resterende 27 pct. af aktierne ejes af CPH Capitals medarbejdere, som beholder deres aktier.

Ledte efter medejer

Direktør i Formuepleje og - en stund endnu i CPH Capital - Niels Thuesen forklarer salget således:

"Vi købte Saxo Bank ud for knap et år siden, og målet var at finde en anden medejer til at hjælpe med at understøtte og udvikle selskabet - enten en distributør eller professionel investor, der selv ville investere i det. Men så kom AllianceBernstein på banen, og de ville have det hele. CPH Capitals strategi udfyldte et hul i deres produktpalette," siger han til FinansWatch.

Prisen på CPH Capital er ikke offentlig, og Niels Thuesen vil heller ikke ud med, hvor stor fortjenesten har været i forhold til den pris, Saxo Bank fik i foråret 2013.

"Det er en anelse bedre end ringe. Det er en ok forretning for os," siger Niels Thuesen og fortsætter:

"Det er et spørgsmål om afkast og risiko. CPH Capital er mere værd for AllianceBernstein end formuepleje. De har et større netværk og kan få en større indtjening. Derfor har det en større værdi for dem. Havde vi kørt videre med vores plan de næste seks år, så ville selskabet have samme værdi for os, men AllianceBernstein kan gøre det meget hurtigere."

AUM på 90 mia. kr.

CPH Capital er på knap tre år gået fra at forvalte 1,8 mia. kr. til nu 16,3 mia. kr. Heraf er de 7,5 mia. kr. fra Formuepleje. For halvandet år siden var ambitionen, at have 25 mia. kr. under forvaltning inden for fem år, men med det ny ejerskab er målstregen nu flyttet markant.

"Vi forventer, at der vil komme store milliardbeløb ind, både internt fra AllianceBernstein og fra eksterne kunder. Potentialet for CPH Capital i det samlede ligger nok omkring 90 mia. kr.," siger direktøren.

Nu venter man blot på Finanstilsynets godkendelse af handlen, hvilket forventes at lande inden for cirka seks uger. Herefter træder Niels Thuesen ud af direktionen. Det seks mand store investeringsteam under ledelse af David Dalgas fortsætter som hidtil.

BRANCHENYT
Læs også