Minister: Nej til stop for grundskyldens himmelflugt

Den stigende grundskyld vil i år 2020 give 14 ekstra milliarder i statskassen.

Skatteminister Morten Østergaard (R) vil hellere sænke skatten på arbejde end på boliger. Arkivfoto: Simon Fals

Ifølge Skats udregninger vil indtægterne fra den stigende grundskyld i 2020 ligge på 14 mia. kr. Penge, der kommer fra fra boligejerne, og som vil give mange danskere store skatteregninger på fast ejendom i de kommende år.

Men skatteminister Morten Østergaard (R) har ikke lyst til at ændre reglerne, så grundskylden bliver fastfrosset, som Liberal Alliance tidligere på ugen foreslog. I hans optik er det bedre at sænke skatten på arbejde, siger han i et interview med Politiken.

"Jeg har ikke noget principielt imod ejendomsskat, og hvis man gerne vil lempe beskatningen af danskernes privatøkonomi, er det langt bedre at lempe skatten på arbejde frem for at lempe skatten på ejendom," siger ministeren.

Det er kommunernes beslutning

Skatteministeren slår fast, at der ikke er nogen aktuelle planer om at forhandle grundskylden, men at det står oppositionen frit for at foreslå ændringer - det bliver dog ikke gratis.

"Jeg siger bare, at hvis man på Christiansborg ønsker at ændre på det beskatningsgrundlag, så skal man til lommerne," lyder det i Politiken fra skatteministeren.

Jeg har ikke noget principielt imod ejendomsskat.

Morten Østergaard (R), skatteminister
I Frederiksberg Kommune betalte en husejer i 2013 i gennemsnit 42.471 kr. i boligskat til kommunen mod 33.544 kr. for 10 år siden. Den stiger i fremtiden til mere end 100.000 kr. om året. Men de kommuner, der mener, at de har råd til at sænke grundskylden, kan bare gøre det, mener Morten Østergaard.

"Det er en lokal afgørelse".

Det er en prioritering

På landsplan betaler en husejer i 2013 i gennemsnit 11.186 kr. i grundskyld. De laveste priser finder man på Lolland, hvor en husejer i gennemsnit betaler 2.799 kr. i grundskyld om året. Politiken har talt med en 69-årig pensionist, som sammen med sin kone bor i et 121 kvadratmeter stort hus i Helsingør.

Parret betalte i 2002 29.694 kr. i grundskyld. I år skal de betale 65.868 kr., og i 2018 ser det ud til, at pensionistparret skal betale over 96.000 kr. i grundskyld for at bo i deres hus. Et beløb, der vil gøre det umuligt for parret at blive boende. Stillet over for spørgsmålet om det er rimeligt med en sådan stigning, svarer skatteministeren, at det er Helsingør Kommune, der fastlægger grundskyldspromillen.

"Og det er en prioritering af, hvad man synes, er det vigtigste. Når jeg lytter til, hvad den økonomiske sagkundskab og erhvervslivet ser som de største udfordringer i Danmark, er det ikke vores ejendomsbeskatning," siger han til Politiken.

Mens regeringen står fast på de nuværende regler, har Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative givet udtryk for, at man vil have bremset den hastighed, grundskylden kan stige med - ikke mindst på grund af de mange fejlbehæftede ejendsomsvurderinger fra Skat.

BRANCHENYT
Læs også