Butikker vil bruge din Facebook-profil til id-tjek

En opfindelse kan hjælpe forretninger med at bremse kreditkortsvindel.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

I et forsøg på at komme identitetstyveri og kreditkortsvindel til livs har et irsk firma udviklet en teknologi, som kan hjælpe forretninger til at afsløre svindlere via data på deres sociale medier, såsom Facebook, Twitter og LinkedIn.

Firmaet Trustev kalder løsningen "social fingerprinting" og kan ifølge folkene bag med stor præcision afsløre, om du er den, du siger, du er, eller du er en svindler, der vil udnytte en andens kreditkort.

Det skriver teknologimediet The Next Web.

Det irske firma bag konceptet blev i 2013 valgt af EU-kommissionen som den bedste start-up virksomhed i Europa og er af det anerkendte erhvervsmagasin Forbes udråbt som en af verdens otte hotteste nye firmaer.

Kan finde din gade

Trustevs identitetstjek foregår ved, at køberen eksempelvis kan blive bedt om at logge på sin Facebook-profil ved afslutningen af en transaktion hos en onlinebutik.

Herefter gennemgår Trustevs indbyggede teknologi et baggrundstjek af profilen, som ud fra en række parametre kommer med en vurdering af, om du er den, du udgiver dig for.

Dine sociale data bliver først og fremmest kigget efter i sømmene, men også din købshistorik og din opførsel under besøget i onlinebutikken bliver vurderet.

Ifølge virksomheden er tjekket så grundigt, at de kan analysere sig frem til, hvilken gade du bor på, og når det eksempelvis sammenholdes med leveringsadressen og din ip-adresse, giver det ifølge Trustev et klart billede af køberen.

Score fra 0 til 100

Når alle disse oplysninger er blevet sammenkørt, giver Trustev køberen en score fra 0 til 100, uden dog at afsløre for køberen, hvad scoren blev.

Ligger scoren i den høje ende, går købet igennem uden problemer, men lander man i middelområdet, bliver forretningen gjort opmærksom på, at der skal ske et yderligere tjek, før varen kan sendes af sted.

Scorer køberen lavt, bliver transaktionen afvist.

Testforsøg i Storbritannien

Trustevs teknologi blev i første omgang udviklet til at stoppe kreditkortsvindel på onlinebutikker, men de er nu også på vej med en løsning i fysiske forretninger.

The Next Web skriver således, at to britiske telekæder i den nærmeste fremtid på prøvebasis vil indføre et identitetstjek af sine mobiltelefonkøbere.

Med Trustevs løsning inkorporeret i en tablet vil kunderne blive bedt om at logge på en af deres profiler på et socialt medie, så butikkerne kan vurdere, om køberens identitet er ægte.

Milliardtab på verdensplan

Herhjemme er problemerne med identitetstyveri omfattende, og Jyllands-Posten har i en artikelserie kortlagt en række problemer med eksempelvis cpr-registret.

En rapport af Peter Kruize fra Københavns Universitet viser, at 73.000 danskere blev udsat for identitetstyveri i 2012, svarende til 2 pct. af befolkningen.

Samme år kostede identitetssvindel ifølge analysefirmaet Javelin 115 mia. kr. på verdensplan.

Deltag i debatten:

Vil du logge på sociale medier for at få dine data analyseret i forretninger, når du handler?

BRANCHENYT
Læs også