Ny overenskomst klar til 110.000 butiksansatte

Dansk Erhverv og HK Handel er blevet enige om en ny treårig overenskomst.

En ny overenskomst for 110.000 butiksansatte er søndag faldet på plads. Arkivfoto: Michael Hansen

Topforhandlerne fra Dansk Erhverv og HK Handel er søndag eftermiddag kommet til enighed om en ny, treårig overenskomst gældende ansættelses- og lønvilkårene for 110.000 butiksansatte i detailbranchen.

Det oplyser kommunikationschef i HK Handel, Rudi Skov, til Jyllands-Posten.

De endelige detaljer skal endegyldigt godkendes af de to parters baglande, og derfor vil parterne først udtale sig om indholdet af den nye overenskomst kl. 18.30 ved Dansk Erhvervs hovedsæde på Børsen.

Mere i løn

Forhandlingerne har stået på siden fredag, men først søndag ved 15-tiden kunne parterne melde ud, at man var nået til enighed.

På forhånd havde HK Handel meldt klart ud, at der skulle mere i lønningsposen, hvis en aftale skulle underskrives.

- For vores medlemmer er mere i løn helt klart det vigtigste, og det budskab tager vi med ind til forhandlingsbordet med arbejdsgiverne, sagde formanden for HK Handel, Per Tønnesen, til Ritzau inden forhandlingerne fredag og tilføjede:

- Men vi har også en række andre krav med fra medlemmerne, blandt andet at vi kigger på mulighederne for at skabe flere fuldtidsstillinger og på at gøre det nemmere og mere attraktivt at efteruddanne sig.

Minder om industriaftale

Sidste weekend kom der en aftale på plads for 240.000 lønmodtagere på industriområdet, da Dansk Industri og lønmodtagerne i CO-industri forhandlede en ny overenskomst på plads.

Det var før forhandlingerne mellem Dansk Erhverv og HK Handel forventet, at denne aftale ville have stor afsmittende effekt på overenskomsten for de butiksansatte.

Rudi Skov fra HK Handel bekræfter da også, at de økonomiske detaljer i den nye aftale minder om den for de industriansatte.

Deadline 1. marts

Aftalen for de butiksansatte er en del af området for de 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked, som skal have nye overenskomster på plads inden 1. marts.

I øjeblikket forhandler fagforbundet 3F og brancheforeningen Horesta de sidste detaljer på plads, før de kan lande en ny overenskomst for cirka 60.000 ansatte inden for hotel- og restaurationsbranchen.

Forude venter derudover overenskomstforhandlinger for transportområdet, bygge- og anlægssektoren og finansområdet.

BRANCHENYT
Læs også