Kamp for kæmpe Ikea-butik genoplivet

Der er behov for en Ikea i Nordsjælland, mener byrådspolitikere.

Arkivfoto: Frank Augstein/AP

Hillerød Byråd lægger nu pres på den nye miljøminister for at ændre lovgivningen, så Ikea, eller en anden butik af samme størrelse, kan placeres ved et kommende Hillerød Storcenter. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Politikerne i kommunens økonomiudvalg, bortset fra SF, besluttede i går, at byrådet snarest muligt skal lave en samlet henvendelse til miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Det oplyser borgmester Dorte Meldgaard (K).

- Hillerød har en sådan størrelse, at vi synes, det vil være rimeligt at få store butikker hertil. Ikea er en af de butikker, hvor vi skal køre hele vejen til Gentofte. I Nordsjælland vil det miljømæssigt være en fordel, der er langt fra Hundested til Gentofte, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Planer bremset

Regeringen, Konservative og Enhedslisten aftalte i 2012 at tilbagerulle den foregående VKO-regerings tilladelse til, at byer med flere end 27.000 indbyggere kunne lade opføre butikker større end 2.000 kvadratmeter i bymidten, og det satte en stopper for M. Goldschmidt Holdings (MGH) og kommunens planer om, at der skulle være en Ikea eller lignende i Hillerød Storcenter.

Beslutningen i økonomiudvalget kommer efter, at Hillerøds foregående borgmester, nuværende viceborgmester Kirsten Jensen (S), tidligere på dagen meldte offentligt ud, at hun havde henvendt sig til Kirsten Brosbøl for at bane vejen for en butik som Ikea.

Projektdirektør Ulrik Bebe fra MGH, der står bag Hillerød Storcenter, er positiv for udspillet, men tror ikke på en ændring før efter et folketingsvalg.

Det lykkedes ikke onsdag at få en kommentar fra miljøministeren.

BRANCHENYT
Læs også