Dansk lampeklenodie solgt

Tidligere ejer vender tilbage til lampeselskabet Louis Poulsen, der er klar til vækst.

Louis Poulsen er blandt andet kendt for de karakteristiske PH-lamper. Foto: JP

Det 140 år gamle lampeselskab Louis Poulsen kommer atter på danske hænder.

Den danske kapitalfond Polaris Private Equity har købt selskabet, der blandt andet står bag de ikoniske PH-lamper, af den italienske Targetti Sankey-koncern, som er presset af den økonomiske krise.

Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen, men ifølge dagbladet Børsen har lampeselskabet kostet kapitalfonden 700 mio. kr.

"Vi er glade for, at vi i Polaris får en kapitalstærk ejer, som kender vores forretning indgående og kan give Louis Poulsen de bedste vilkår for at fokusere på fortsat udvikling af virksomheden og vores unikke produkter," siger Søren Schøllhammer, vice president i Louis Poulsen, i en pressemeddelelse.

Ny ejer er tidligere ejer

Polaris var med i ejerkredsen, der i 2007 solgte netop Louis Poulsen til den italienske koncern for 1,25 mia. kr.

Virksomhedens unikke produkter og status som designikon er et stærkt udgangspunkt for yderligere vækst.

Allan Bach Pedersen, partner i Polaris

Efter en årrække på smalkost i de italienske hænder, hvor omsætningen i lampeselskabet har været faldende, er det atter tid til at investere i fremtiden og udviklingen af lampeforretningen.

"Vi har skabt en stærkere virksomhed i de senere år gennem et målrettet arbejde med at effektivisere produktionen og løfte kvalitetsniveauet, og med Polaris ombord er vi nu klar til igen at sætte vækst på dagsordenen," siger Søren Schøllhammer.

Produktion i Vejen

Det er planen, at ledelsen i selskabet skal fortsætte uforandret. Hovedsædet er beliggende i København, mens produktionen foregår i Vejen, hvor størstedelen af de 450 medarbejdere er ansat.

Her blev der i 2013 fremstillet 217.000 enheder.

Selskabet forventer i indeværende år at nå en omsætning på 675 mio. kr., hvilket stort set har været omsætningsniveauet de seneste fire år.

Klar til vækst

I Polaris glæder man sig over at have Louis Poulsen tilbage i stalden.

"Louis Poulsen er en veldrevet virksomhed med stærke udviklingskompetencer, en effektiv og højt specialiseret produktion og et enestående brand både i Danmark og internationalt.

Virksomhedens unikke produkter og status som designikon er et stærkt udgangspunkt for yderligere vækst, og vi ser frem til at bidrage til udviklingen i de kommende år, hvor vi vil sikre, at Louis Poulsen får de rette rammer for at realisere virksomhedens betydelige potentialer," siger Allan Bach Pedersen, partner i Polaris.

BRANCHENYT
Læs også