Skat åbner for populært fradrag

Nu er det muligt at indberette sit håndværkerfradrag for 2013.

Du kan fra i dag indberette dit håndværkerfradrag for 2013, så det kan nå at komme med i din årsopgørelse.  Foto: Peter Hove Olesen

Fra torsdag den 20. februar kan man indberette sit håndværkerfradrag for 2013. Hvis man indberetter fradraget inden den 6. marts, når fradraget at komme med i ens årsopgørelse, som er klar den 10. marts.

Man kan pr. person få håndværkerfradrag for op til 15.000 kr. for arbejdslønnen til det udførte arbejde. Hvis der bor flere personer på en bopæl, kan man få fradrag for den del af udgiften, som man hver især har betalt.

Hvis man bruger hele fradraget, kan det give en besparelse på omkring 5.000 kr. pr. person. Den nøjagtige besparelse er afhængig af kommunens skatteprocent, forklarer forbrugerøkonom Camilla Skovsbo Erichsen fra Sydbank i en kommentar.

Krav til fradrag

Forskellige krav skal være opfyldt, for at man kan få håndværkerfradraget.

Liste over arbejde

Du kan både få fradrag for serviceydelser og håndværksarbejde.

Eksempler på arbejde, du kan få håndværkerfradrag til:

  • Almindelig rengøring
  • Børnpasning
  • Almindeligt havearbejde
  • Reparation af tag
  • Fornyelse af dræn
  • Installation af solceller

Se hele listen her.

Kilde: Skat

For det første skal arbejdet være udført i 2013 og senest betalt den 28. februar 2014. Hvis arbejdet først bliver betalt efter den 28. februar, får man først fradrag for 2014.

For det andet skal betalingen for arbejdet være sket elektronisk. Altså enten med betalingskort eller via netbank og ikke med kontanter eller check.

For det tredje skal arbejdet, der er udført, være på listen over de ydelser, som man kan få fradrag til (se listen til venstre).

Fradrag til fritidsboliger

”Som noget nyt kan man fra 2013 også få fradrag for arbejde, der udføres på fritidsboliger. Men det gælder kun arbejde, der er udført fra og med den 22. april 2013,” udtaler Richard Hanlov, som er underdirektør i Skat, i en pressemeddelelse.

Hvis man har glemt at indberette fradraget for 2011 og 2012, er det stadig muligt.   

I 2014 vil man fortsat kunne få håndværkerfradrag, så det er vigtigt at gemme sin dokumentation på det udførte arbejde.

BRANCHENYT
Læs også