Goldman Sachs: Vi går ikke efter Fritz Schurs stol

Goldman Sachs nye mand i Dong-bestyrelsen afviser, at den amerikanske finansgigant går efter formandsposten og dermed den daglige kontrol med Dong.

»Beslutningen om, hvem der skal være formand, ligger ikke hos os. Men jeg tror, at det vil være rigtigt at sige, at man ikke skal forvente, at vi lægger billet ind på formandsposten,« siger Martin Hintze, direktør i Goldmans Sachs Europe.

Formandsstolen i Dong bliver ledig, fordi Fritz Schur har meddelt, at han ikke fortsætter i Dong-bestyrelsen, hvor han har været formand siden 2005, efter den årlige generalforsamling, som finder sted den 12. marts.

Det har givet anledning til spekulationer om, at Goldman Sachs, som netop har købt 18 pct. af Dong for 8 mia. kr., har set sig varm på formandsposten.

Langsigtet invesstering

Goldman Sachs-direktøren understreger igen og igen, at Dong-investeringen er tænkt som en langsigtet investering.

»Vores ønske er at være en værdifuld og langsigtet investor i selskabet. Det her handler ikke om at lave en hurtig gevinst. Nærmest det modsatte,« siger Martin Hintze.

Han lægger ikke skjul på, at man internt i Goldman Sachs er forbavset over det postyr, selskabets opkøb i Dong har skabt både politisk og blandt danskerne i almindelighed.

Men det nytter ikke noget at hænge fast i fortiden.

»Vores tilgang til sagen er: Lad os prøve at se frem,« siger Martin Hintze.

Goldman Sachs har sammen med ATP, PFA og fire nuværende småaktionærer netop spyttet 13 mia. kr. i Dong-kassen.

Som led i kapitalforhøjelsen har investorerne og Finansministeriet, som ejer 57 pct. af Dong, aftalt, at målet er en børsnotering af Dong inden foråret 2018.

BRANCHENYT
Læs også