Tyske kunder vil beholde deres yndlingsreol fra IKEA.
”Red IKEA Expedit reolen”
Overstående er titlen på en ny tysk Facebook-gruppe.
Baggrunden for gruppen er, at IKEA trækker deres populære reolsystem Expedit tilbage fra markedet og erstatter den med en tilsvarende reol, som de kalder Kallax.
”Dårlige nyheder for alle vinylsamlere” står der i beskrivelsen af Facebook-gruppen. Og det er især vinylsamlere, som er kede af, at IKEA tager deres yndlingsreol fra markedet.
Det skyldes Expedit reolens indretning med kvadratiske rum. Rummene har mål, som passer perfekt til opbevaring af vinylplader. For mange vinylsamlere er Expedit reolen derfor blevet et must. Det kan man tydeligt fornemme i følgende citat fra Facebook-gruppen:
”Expedit er ikke bare en reol, det er en livsstil!” skriver en reolfan.
Men problemet er måske ikke så stort. IKEA lancerer til april reolen Kallax, som til forveksling ligner Expedit.
Den nye Kallax reol vil være i samme kvalitet og sælges til samme pris som den gamle Expedit reol.
Kunderne er dog ikke helt glade for den nye løsning. I Facebook-gruppen står der blandt andet:
”En efterfølger er ikke originalen!”
22.431 personer synes godt om den tyske Facebook gruppe, som blev oprettet for en måneds tid siden. Umiddelbart har de danske kunder ikke reageret på reol-udskiftningen.
”Vi har selvfølgelig fulgt med i det, der sker i Tyskland. Men der har ikke været nogen reaktioner i Danmark, og vi tror heller ikke, at der kommer det,” siger Lene Gaarde.