504 iværksættere venter på svar

Erhvervsstyrelsen har kun behandlet halvdelen af ansøgningerne til ny selskabsform.

Sagsmapperne hober sig op hos Erhvervsstyrelsen. Arkivfoto

Den 1. januar 2014 blev det efter mange måneders ventetid muligt at oprette et iværksætterselskab (IVS). Men nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at den nye selskabsform er langt fra at være lige så populær som dens alternativer. Alligevel har Erhvervsstyrelsen svært ved at følge med efterspørgslen.

Der blev ellers lavet store overskrifter og iværksætterforums sydede af forventningsglæde, da det kom frem, at det fra 2014 ville blive muligt at oprette et selskab til kun 1 kr. Et alternativ til et ApS, der kræver, at ejeren indskyder selskabskapital på mindst 50.000 kr.

Men siden 1. januar har kun 531 valgt at oprette et IVS, mens mere end fem gange så mange har oprettet et gammeldags ApS. Til sammenligning oprettede 6.906 personer en enkeltmandsvirksomhed.

"Det overrasker mig lidt, at der ikke er flere," siger Niels Dahl-Nielsen, der er partner i advokatfirmaet Brandt & Lauritzen, som har særlig fokus på iværksættere og start-ups.

Fakta

Antal stiftelser i 2014:

IVS: 531 (dertil 504 ubehandlede ansøgninger)

ApS: 2783

Enkeltmandsvirksomhed: 6906

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Om IVS:

  • Du kan stifte et IVS med en selskabskapital på 1 kr.
  • Selskabskapitalen kan herefter opbygges ved, at du opsparer 25 pct. af det årlige overskud i selskabet – indtil den samlede egenkapital udgør 50.000 kr.
  • Derefter kan IVS'et omregistreres til et almindeligt anpartsselskab.
  • Fordelen ved et IVS er, at det ikke kræver indskud af en større kapital for at stifte et selskab. Samtidig hæfter du ikke med hele din personlige formue, som det er tilfældet ved en enkeltmandsvirksomhed.
  • Ulempen ved et IVS er, at der bliver stillet flere krav til dig, end hvis du etablerer en enkeltmandsvirksomhed - fx omkring indberetning af årsrapport.
  • Virksomheden kan heller ikke råde frit over bunden kapital og kan ikke udbetale udbytte, før virksomheden har en samlet egenkapital på over 50.000 kr.
  • Et IVS skal ses som et alternativ til et anpartsselskab, ikke til en

Kilde: startvaekst.dk

Opstart møder kritik

Iværksætterselskabet fik da også en hård begyndelse på livet og Erhvervsstyrelsen mødte fra begyndelsen hård kritik. Styrelsens IT-systemer kunne nemlig ikke håndtere digitale ansøgninger, og det besværliggjorde ansøgningsprocessen. Sådan er det stadig, og en løsning venter først til efteråret.

Den manglende digitalisering fører til længere ventetider, og for en ansøgning om et iværksætterselskab kan den være op til otte uger, og netop nu ligger 504 ubehandlede ansøgninger på Erhvervsstyrelsens skrivebord. Det er problematisk.

"Erhvervsstyrelsen bliver en flaskehals, der forhindrer hurtig opstart. Allerede nu ligger der en stor bunke anmeldelser hos Erhvervsstyrelsen, som endnu ikke er blevet registreret. Det afholder en masse fra at ville anvende iværksætterselskabet, fordi de skal anvende CVR-nummeret straks," siger skatteadvokat Jacob Tøjner fra Sankt Petri Advokater til Computerworld.

Men det var et vilkår, man måtte affinde sig med, hvis selskabsformen skulle ligge klar ved årets begyndelse. 

"Styrelsen er i gang med at lave en generel IT-tilpasning, og en af de ting, der skal udskiftes, er vores selskabsregistreringssystem. Og det kommer i løbet af efteråret. Så enten skulle vi først indføre iværksætterselskaber til efteråret, eller også skulle vi gøre det nu og lave den her overgang," siger Lars Bunch, kontorchef i Erhvervsstyrelsen.

"Styrelsen godt rustet"

Og de otte ugers ventetid er efter Niels Dahl-Nielsens erfaring da også et maksimum, som kun undtagelsesvist bliver en realitet.

"Det er afgørende, at man kan gøre det hurtigt online og ikke afvente en eller anden sagsbehandling. Otte uger er bestemt ikke optimalt, men det er sjældent, det tager så lang tid. Typisk tager det mellem en og to uger, og det synes jeg egentlig er meget godt gået," siger han.

Lars Bunch bemærker desuden, at der ikke ville være nogen iværksætterselskaber nu, hvis det tog otte uger at oprette. Og selvom bunken med ubehandlede ansøgninger vokser, føler kontorchefen, at styrelsen står godt rustet.

ApS stadig at foretrække

Selvom Niels Dahl-Nielsen er overrasket over, at der ikke er flere, der er hoppet på muligheden for et IVS, så forstår han godt, at ApS stadig fører i selskabsræset.

"Vi vil stadigvæk anbefale folk at oprette et ApS, hvor det er muligt. Også i forhold til at man ved et IVS skal henlægge 25 pct. af overskuddet, indtil man opfylder kapitalkravet for et ApS. IVS kan dog være en god mulighed for nogle, der slet ikke er finansieret endnu. Det gør det lidt lettere at komme i gang. Man skal bare være klar på, at kreditgivere og banker vil være interesseret i at vide, hvor sikkerheden er, når der nu ikke er penge i selskabet," siger Niels Dahl-Nielsen.

Læs også