Vestas' aftale med Mitsubishi godkendt

De kinesiske myndigheder har nu godkendt Vestas' joint-venture med Mitsubishi.

Vestas har endelig fået godkendt aftale med Mitsubishi af de kinesiske myndigheder. Foto: Carsten Andreasen

Alle nødvendige myndighedsgodkendelser er nu på plads for Vestas' storstilede joint-venture med Mitsuibishi. Det oplyser Vestas i en fondsbørsmeddelelse.

"Med henvisning til selskabsmeddelelse nr. 41/2013 af 27. september 2013, bekræftes det hermed, at offshore-joint venture selskabet mellem Vestas og Mitsubishi har opnået endelig godkendelse fra de kinesiske konkurrencemyndigheder. Alle relevante godkendelser fra såvel de europæiske som de asiatiske konkurrencemyndigheder er således nu opnået, og aftalen forventes endeligt gennemført i begyndelsen af andet kvartal 2014," skriver Vestas i meddelelsen.

Aftalen vil forene Vestas’ og Mitsubishis nuværende kompetencer inden for offshore vindmøller. Vestas vil overføre udviklingen af V164-8.0 MW-møllen, V112 offshore ordrebeholdningen, de nuværende offshore servicekontrakter og omkring 300 medarbejdere til joint venturet.

Millioner på vej

Joint Venturet får hjemme i Aarhus. Design, videreudvikling, indkøb, produktion, marketing, salg og service af offshoremøllerne kommer alt sammen til at ligge i det nye joint venture, der får Vestas' hidtidige Kina-chef, Jens Tommerup, som direktør, mens Mitsibushi Heavys topchef Masafumi Wani og øverste Vestas-direktør Anders Runevad tager sig af formand- og næstformandsposterne

Mitsubishi vil tilføre joint venturet 100 mio. euro, og vil indskyde yderligere 200 mio. euro ved opnåelsen af visse milepæle baseret på V164-møllens tidlige produkt-livscyklus. Som en del af aftalen har parterne aftalt, at joint venturet indgår kontrakt med Vestas om færdiggørelse af den planlagte udvikling af V164-8.0 MW-møllen på vegne af joint venturet.

BRANCHENYT
Læs også