Aller har tabt sag om 500.000 kr. til freelancere

Københavns byret har i en sag om ophavsret påbudt Aller Media at betale over 500.000 kr. i kompensation til en fotograf og en stylist. 

Aller Media, som bl.a. indeholder Se og Hør, skal betale kompensation til fotograf på 500.000 kr.  Arkivfoto: JP

En fotograf og en stylist har med Dansk Journalistforbund i ryggen vundet en sag om retten til videreudnyttelse i Allers medier.

Fotograf Jakob Valling Kristensen og stylist Anna Riborg Hedegaard fik i Københavns byret tilkendt over 583.425 kr. i kompensation for uretmæssig brug af deres arbejde i Allers magasiner. Det skriver Dansk Journalistforbund i en pressemeddelelse.

Aller Media kan stadig nå at anke dommen.

Fotografier brugt i Norge og Sverige

Kristensen og Hedegaard leverede i en årrække i partnerskab en stor mængde fotos til Allers magasin Isabellas.

I 2011 opdager de, at deres materiale i udstrakt grad bruges i svenske og norske udgaver af magasinet, hvilket ikke er omfattet af de to freelanceres kontrakter med Aller.

Diskussioner med redaktionen ender med et sagsanlæg mod Aller for krænkelse af ophavsretten til billederne, og DJ går ind i sagen.

Gammel freelance-tvist 

Historien trækker tråde tilbage til en gammel konflikt mellem DJ og Aller om Allers standardkontrakter for freelancere, der giver huset eneret til freelanceres arbejde, skriver Dansk Journalistforbund.

Standardkontrakterne har ført til en sag i Arbejdsretten, en freelanceaftale mellem DJ og Aller og en senere voldgiftssag om fortolkningen af denne. En sag som DJ tabte.

I den aktuelle sag havde Jakob Valling Kristensen og Anna Riborg Hedegaard skrevet under på standardkontrakterne, men samtidig indgået en aftale med chefredaktøren på Isabellas om, at de i store træk beholdt deres rettigheder, skriver Dansk Journalistforbund. Det var denne aftale, som Aller ikke ville anerkende, og som var afgørende for byrettens afgørelse.

”Sagen er af stor betydning, fordi den illustrerer, hvor stor en værdi freelancernes rettigheder har – både for freelanceren og for kunden. Og sagen illustrerer også, hvor væsentligt det er altid at være så omhyggelig som overhovedet muligt med at sikre sig, at de aftaler, som man indgår med sine kunder kan dokumenteres og bevises”, siger Liselotte Lindberg Olsen, DJ's advokat for de to freelancere, til DJ.

Byretten afgjorde sagen den 17. febaruar, og Aller Media har til 17. marts til at anke dommen. Anker Aller ikke, skal både vederlaget til de to DJ-medlemmer samt sagens omkostninger på over 60.000 kr. betales.

BRANCHENYT
Læs også