Skandale koster medicinaltopchef bonus

GlaxoSmithKlines øverste chef, Andrew Witty, må se sin årlige bonus reduceret pga. selskabets mulige involvering i den kinesiske korruptionsskandale.

Andrew Witty, adm. direktør for medicinalkoncernen GlaxoSmithKline. Foto: Mark Lennihan/AP

Når det selskab, man er øverste chef for, er rodet ind i en omfattende, kinesisk korruptionsskandale, der koster dyrt på både renommé og omsætning, så er det vel forventeligt, at bestyrelsen ikke tildeler én den fulde bonus.

Derfor kommer det vel næppe som den store overraskelse for GSK-topchef Sir Andrew Witty, at problemerne i Kina koster ham i lønningsposen.

Således kan han ifølge Bloomberg ikke stikke den fulde bonus på 19,3 mio. kr. i lommen, men "kun" 17,1 mio. kr.

Konsekvenser

"Både Sir Andrew og bestyrelsen er opmærksomme på de konsekvenser, denne problematik har haft på omdømmet af virksomheden. Som et resultat heraf var den tildelte bonus for 2013 lavere, end den ellers ville have været," udtaler Tom de Swaan, formand for bestyrelsens vederlagsudvalg, i en erklæring i årsrapporten.

Bonussen er dog stadig mere end dobbelt så stor som året før, hvor Andrew Witty modtog 8,3 mio. kr. Dette år var dog præget af, at GSK var hårdt ramt af faldende omsætning i Europa. I 2011 fik topchefen således en bonus på 18 mio. kr.

"Andrew Wittys bonus afspejler GSK's meget stærke resultater i 2013, som omfattede det højeste antal produktgodkendelser af noget medicinalselskab, at vi mødte den øverste ende af vores finansielle forventninger og leverede det bedste samlede afkast siden dannelsen af selskabet med mere end 5 mia. pund retur til aktionærerne, " skriver GSK's talsmand Simon Steel i en mail til Bloomberg.

BRANCHENYT
Læs også