Vietnam forbyder udskældt valuta

Bankerne i Vietnam må ikke længere handle med Bitcoins.

Vietnam vil ikke længere tillade landets banker at handle med Bitcoins. Foto: AP

Vietnam går i fodsporene på Kina og forbyder landets banker at handle med Bitcoins. Det fremgår af en meddelelse fra landets centralbank torsdag aften, hvor den advarer Vietnams borgere mod at bruge og investere i den virtuelle valuta.

"At eje og bruge Bitcoin og andre virtuelle valutaer indebærer betydelige risici," stod der blandt andet i pressemeddelelsen.

Udmeldingen kommer ovenpå en lang række negative overskrifter kædet sammen med valutaen. I weekenden kollapsede den japanske handelsplads for Bitcoins, Mt. Gox, hvor et hul i sikkerheden efter sigende gjorde det muligt for hackere at stjæle flere hundrede mio. dollars.  

Danmark er kritisk

Mange lande verden over har allerede taget afstand fra valutaen, der bliver beskyldt for at spille en rolle i forbindelse med økonomisk kriminalitet som hvidvaskning af narkopenge og våbenhandel.

Selvom der ikke eksisterer et forbud i Danmark, vil de danske banker ikke røre ved den udskældte valuta. Ifølge Politiken afviste Nordea, Danske Bank, Sydbank, Nykredit og Jyske Bank tidligere på året at stille en bankkonto til rådighed for en ung iværksætter, fordi han ville handle med Bitcoins.

En af grundene til bankernes skepsis kan dog også være, at Bitcoins udgør en trussel, fordi det gør det muligt at sende og modtage penge over alt i verden gebyrfrit.

Valuta med mange udsving

I december forbød Kina landets banker at forhandle med Bitcoin, og dengang fik det kursen til at styrtdykke. Store lande som Thailand og Rusland har også begrænset bankernes muligheder for at handle med dem, og det har øget usikkerheden omkring valutaen yderligere.

Da Bitcoin kom på markedet havde den næsten ingen værdi, men i løbet af kort tid steg prisen på valutaen til over 1000 dollars og har, siden den blev introduceret på markedet i 2010, vist sig at have mange udsving. I skrivende stund kan en Bitcoin ifølge preev.com konverteres til 548 dollars.

BRANCHENYT
Læs også