Markant fremgang i billeasing

Tendensen går mod at leje eller lease frem for at eje, vurderer Alm. Brand Leasing.

Ønsket om at kende de månedlige udgifter til bilen er den væsentligste grund til. at leasingselskaberne oplever fremgang. Foto: Morten Langkilde

Efter et par år med faldende interesse for at lease bilen har både private bilkøbere og firmaerne igen fået mod på leasing.

Således forventer Alm. Brand Leasing i år en fremgang på 30-50 pct. i forhold til 2013. Det sker oven i en fremgang på 87 pct. i andet halvår af 2013.

"I de første to måneder af 2014 har vi haft en meget markant fremgang sammenlignet med året før. Samtidig oplever vi også en stigende efterspørgsel på leasing," fortæller Thomas Lindgren Mortensen, der er administrerende direktør for Alm. Brand Leasing.

Ønske om sikkerhed

Hos selskabet ser man en tendens til, at bilejerne i stigende grad ønsker at leje eller lease bilen i stedet for at eje den.

"I fjor lavede vi en undersøgelse blandt kunderne, og der er især to argumenter, der går igen for at lease bil frem for at eje den. Det er ønsket om at kende de månedlige udgifter og ønsket om at slippe for værditabet," forklarer Thomas Lindgren Mortensen.

Leasing over 3 eller 4 år

I modsætning til andre udbydere af billeasing holder Alm Brand Leasing foreløbig fast i leasingperioder på 3 eller 4 år.

"Vi vurderer, at det fortsat vil være det billigste for kunderne at indgå aftaler på 36 eller 48 måneder. Med en kortere leasingperiode vil afskrivningen slå hårdere igennem, og de kontrakter, vi har lavet i samarbejde med FDM, giver kunderne mulighed for at komme ud af aftalen efter 12 måneder. Det giver større fleksibilitet.

Men det er ganske få kunder, der benytter sig af den mulighed. Måske 1-2 pct.," siger Thomas Lindgren Mortensen.

Når kunderne ønsker at komme ud af en aftale, er der som regel vægtige grunde til det.

"Det kan være på grund af en skilsmisse, jobskifte eller et markant ændret kørselsbehov," forklarer direktøren.

Garanti i hele perioden

Han peger samtidig på yderligere en fordel ved at tegne en længere leasingperiode.

"Så gælder garantien i hele leasingperioden, selv om importøren måske kun giver to års garanti på bilen," tilføjer Thomas Lindgren Mortensen.

Når kunderne afleverer den leasede bil, gennemgås den af FDM, der afgør, om kunden eventuelt skal betale for en mindre bule. Hvis det er tilfældet, fastsætter FDM også prisen for kunden.

Alm. Brand Leasing sælger derefter de brugte leasingbiler på auktion. Nogle af dem kan derfor ryge ud på det danske brugtmarked, mens andre kan blive solgt til udlandet.

BRANCHENYT
Læs også