Prisstigning på rejseforsikring lurer forude

Fra den 1. august ændres reglerne for offentlig sygesikring i udlandet.

Foto: Johnny Frederiksen/Polfoto

Den 1. august træder nye regler i kraft så danskerne ikke længere kan bruge det gule sundhedskort som rejseforsikring i Europa. I stedet skal man anskaffe sig det blå EU-sygesikringskort eller købe en privat rejseforsikring.

Det gule sundhedskort sikrer indtil den 1. august, at danske statsborgere kan modtage sygehjælp efter danske standarder, hvis de bliver syge eller kommer til skade i udlandet. Med det blå EU-sygesikringskort, der skal bruges efter 1. august, er man ikke længere dækket ind efter danske standarder, men i stedet i samme omfang som den offentlige sygeforsikring i det land, man besøger.

Vil danskerne have den samme dækning som før, skal de derfor ud og købe private rejseforsikringer, hvis de ikke allerede har dem.  

FinansWatch har i den forbindelse kontaktet fem forsikringsselskaber for at høre, hvad ændringerne betyder for dem og deres kunder. Fælles for alle er, at de forudser ændringer i forsikringspakkerne.

Europæiske Rejseforsikring: Regnestykket skal færdiggøres

Kommer der til at ske ændringer i jeres rejseforsikringer efter 1. august?

”Lige nu er vi i gang med at kigge på vores produkter, for det her kommer helt sikkert til at ændre noget for os. Vi sidder lige nu og regner og kigger på det, og så kommer vi ud med de ændringer, vi laver,” siger Supervisor Marketing & Kommunikation i Europæiske Rejseforsikring, Mark Bartram.

Deres ændringer vil blive fremlagt så hurtigt som overhovedet muligt, så kunderne har en chance for at tage stilling til de produkter eller tillæg, selskabet kommer med.

Kommer det til at koste jer noget som virksomhed?

”Når der kommer et produkt, så er prissætningen også efter, at vi nu skal til at dække flere ting. Så den udgift på de 80 millioner, som staten har haft tidligere, den vil kunderne få fremadrettet, hvis de vil være dækket som ved det gule sygesikringsbevis. Fordi de nu skal ud og købe noget, som de måske ikke havde tidligere,” siger han.  

Mark Bartram mener derfor ikke, at ændringerne vil komme til at koste Europæiske rejseforsikring noget. Det vil nærmere betyde øget omsætning, fordi kunderne skal have flere forsikringer.

Så jeg hører dig sige, at kunderne kommer til at betale mere end før, hvis de vil have den samme dækning?

”Ja, det hører du mig faktisk sige. Eftersom vi ikke er færdige med de nye regnestykker endnu, kan jeg ikke fortælle, hvilken størrelsesorden der vil være tale om”

Codan: Holder igen med priserne

Kommer der til at ske ændringer i jeres rejseforsikringer efter 1. august?

”Hos Codan er rejsedækning en del af indboforsikringen. Fremover skal vores kunder være stillet, som om det gule kort stadig gjaldt i udlandet, som vi kender det. Det er planen at gøre det uden yderligere omkostninger for kunderne indtil videre,” siger PR-manager i Codan, Mads Houe.

Man vil følge udviklingen i erstatningerne året ud, inden man vil lægge sig fast på en eventuel prisændring.

”Vi venter at få flere anmeldelser efter 1. august, men indtil videre bliver det uden omkostninger for kunderne. Vi vurderer prissætningen til næste år på baggrund af konkrete erfaringer,” siger han.

Alm. Brand: Samme dækning som før

Vil I ændre vilkårene i jeres rejseforsikringer efter 1. august? 

”Vi tror, at kunderne forventer at være dækket på samme måde efter 1. august, så vi planlægger at udvide vores dækning. Vi tror, at det er det, kunderne forventer,” siger privatdirektør i Alm. Brand Pia Holm Steffensen

Hun forudser, at der vil komme til at ske noget med prisen på rejseforsikringerne i fremtiden:

”Det er klart, at vi ikke bare uden videre kan dække vores andel af statens besparelse. Det betyder, at prisen kommer til at stige. Vi håber at holde det på et beskedent niveau, men vi kender ikke prisen endnu,” siger hun.

Alm. Brand regner netop nu på, hvor står regningen kan ventes at blive. Man kan nemlig ifølge selskabet ikke vente en fuldstændig overførsel af statens udgifter til den private sektor, da der eksempelvis vil være personer, som ikke har privat rejseforsikring, som før var dækket af sygesikringen.

Topdanmark: Regning lægges over på os

Hos Topdanmark peger man på, at rejseforsikring har givet underskud i år, og det kan være derfor, det offentlige ønsker at lægge det fra sig. Det betyder også hos dem ændringer for kunderne.  

”Den rejseforsikring, der har været offentligt finansieret, bliver lagt over på forsikringsselskaberne, og det vil sige, at vi skal ændre vores dækning,” siger adm. direktør i Topdanmark, Christian Sagild.

Den ændrede dækning vil og de penge, det offentlige ønsker at spare, kommer til at kunne mærkes på Topdanmarks kunder.

”Det betyder en præmieændring. Når det offentlige regner med at spare nogle penge, så er det jo, fordi det bliver lagt over på os. Det offentlige har tilkendegivet, at man venter at spare omkring 80 mio. kr. Det vil alt andet lige skulle dækkes af private rejseforsikringer,” siger han.

Gouda Rejseforsikring: Dækker privathospital

Hos Gouda Rejseforsikring, der sidste år blev købt af norske Gjensidige, tilbyder man både årsrejseprodukter og kortere, mere specifikke dækninger. Kunderne vil også efter 1. august være fuldt dækket i udlandet - også selv om forsikringen allerede er købt.

”Alle produkter, som er købt nu, de dækker mindst som under det gule kort. Mange steder kan det være svært at undgå private hospitaler, så vi dækker også folks udgifter, hvis de ender på privathospital uden at vide det,” siger Karin Tranberg, der er assistancechef i Gouda Rejseforsikring.

Vil kunderne opleve prisændringer?

”Det kommer selvfølgelig på et tidspunkt til at koste nogle penge, og det er vi ved at regne på. Vi forventer ikke vilde stigninger, men det vil nok påvirke præmierne,” siger hun.

BRANCHENYT
Læs også