0

Nej til forbud mod klyngebomber

Det bør ikke være ulovligt at investere i klyngebomber, mener arbejdsgruppe nedsat af tidligere minister.

Et amerikansk B1-B bombefly smider klyngebomber over Sydirak. Foto af U.S. Air Force

Debatten om de omdiskuterede klyngebomber har taget en ny drejning.

Der bør ikke være forbud mod at investere i det udskældte våben i Danmark, lyder anbefalingen fra Rådet for Samfundsansvar.

Rådet fik sidste forår til opgave at undersøge mulighederne for at lovgive mod de såkaldte uetiske investeringer af daværende erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF).

Torsdag offentliggjorde rådet en rapport, der i korte træk ikke anbefaler et forbud ved lov, blandt andet fordi størstedelen af de nuværende danske investorer allerede har en politik om ikke at investere i klyngebomber.

Intern kritik af rapporten

Et forbud er dog den eneste vej frem ifølge chefen for Folkekirkens Nødhjælps minerydningsafdeling, Richard MacCormac.

"Rådets anbefalinger er nogle små skridt i den rigtige retning, men slet ikke gode nok," siger han.

Han var med til at udforme rapporten, men er sammen med en række andre NGO'er kritiske over for udfaldet.

"Det er synd for Danmarks rolle i kampen mod ulovlige våben," siger han.

Flere andre lande har allerede gjort det helt ulovligt at investere i klyngebomber, heriblandt Belgien, Italien, Luxembourg og Schweiz.

"Tynd research"

I stedet for et lovindgreb lægger rapporten blandt andet op til en frivillig screening af investeringerne. Dette mener Richard MacCormac dog ikke er nok til at forhindre, at nogle investorer ser sit snit til at lægge pengene i klyngebomber.

"Rådets research virker tynd. Omfanget af den eksisterende private og offentlig eksponering er eksempelvis ukendt. Der er ikke grundlag til at konkludere, at der ikke er et problem," siger han.

Han påpeger desuden, at rådets opgave var at finde ud af, hvordan et forbud kunne udføres, og ikke om der overhovedet skulle lovgives.

"Rådet har ikke udført den opgave, det oprindelig blev sat til," siger han.

Danmark skrev under på en FN-konvention i 2008, der forbyder os at producere og anvende klyngebomber. Siden har vi i 2010 ratificeret aftalen, som dermed er blevet lovmæssigt bindende.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også