0

K: Skæve regler bremser iværksættere

De Konservative vil have ændret reglerne for feriedagpenge, så selvstændige ikke diskrimineres.

Mai Mercado fra de Konservative vil gøre det mere attraktivt for ledige at starte egen virksomhed ved at ligestille reglerne for feriedagpenge. Foto: Steen Brogaard

I fremtiden skal man ikke længere miste sine optjente feriedagpenge, fordi man vælger at blive selvstændig i stedet for at tage et almindeligt job.

Den forskelsbehandling vil de Konservative gøre op, lyder det fra arbejdsmarkedsordfører Mai Mercado (K).

"Vores mål er at fjerne så mange forhindringer for, at folk vælger at blive selvstændige som overhovedet muligt," siger Mai Mercado til epn.dk.

Tager krav med i forhandlinger

De Konservative vil tage kravet om feriedagpenge til selvstændige med i forårets forhandlinger om en ny vækstpakke, der ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal gøre livet lettere for landets virksomheder.

Som reglerne er i dag straffer man folk for at vælge at gå fra ledighed til at blive selvstændig, lyder det fra Mai Mercado.

"I dag har man et regelmorads, der kan tage modet fra mange, når man vælger at starte egen virksomhed, og når man oven i købet straffer folk ved at fratage dem deres optjente feriedagpenge, opfordrer man i hvert fald ikke til iværksætteri," siger Mai Mercado.

Iværksætteri i folkeskolen

Et andet tiltag man ifølge de Konservative kunne overveje, var at indføre undervisning i iværksætteri i folkeskolen.

"Hvis man allerede i folkeskolen tænker på at blive selvstændig, er der i dag ikke meget hjælp at hente, så hvis vi gerne vil have flere iværksættere, er det oplagt at introducere de unge til, hvordan man rent praktisk kan gøre det," siger Mai Mercado.

BRANCHENYT
Læs også