0

Her er hjemmets største brandfælder

De levende lys kommer overraskende ikke ind på top-5 over de hyppigste årsager til brand.

Skorstenen er den store synder, når der udbryder brand i private hjem. Det viser en gennemgang af Beredskabsstyrelsens statistik for 2013, som Søndagsavisen har foretaget.

Derudover er det især hårde hvidevarer, el-installationer og levende lys, der har været årsag til brand.

For at sikre sig bedst mod brand, gælder det om at fyre ordentligt, så skorstenen ikke soder til.

”Man kan aldrig helt undgå sod, men jo dårligere man fyrer, jo mere sod kommer der i skorstenen. Derfor er det vigtigt at fyre korrekt,” siger oldermand i Skorstensfejerlauget, Keld L. Jensen til Søndagsavisen, der råder til at fyre med tilpas små og tørre stykker brænde.

Læs den brugervejledning

Derudover bør man orientere sig grundigt om hjemmets hvidevarer og deres vedligeholdelse. Sådan lyder rådet fra Sikkerhedsstyrelsen.

”Man skal sætte sig ind i brugervejledningen i forhold til sikkerhed og vedligeholdelse. Hvis man ikke får renset sin emhætte, så fedtaflejringer ophober sig, eller hvis man ikke får renset fnugfilteret i tørretumbleren, kan der opstå brand,” siger pressechef i Sikkerhedsstyrelsen, Dorthe Rasmussen.

Hun råder også til, at man forholder sig kritisk til alderen på hjemmets hvidevarer, for hårde hvidevarer holder ikke evigt. Den estimerede levetid i en almindelig husholdning er 10-12 år.

”Det er en rigtig dum idé at tro, at der ikke er nogen risiko, så længe det virker,” fortæller Dorthe Rasmussen.

Hold igen med forlængerledninger

Hun råder også til at tage et kig på hjemmets forbrug af forlængerledninger.

”Ens installation er dimensioneret i forhold til antallet af stikkontakter. Hvis man bruger for mange forlængerledninger, kan systemet blive overbelastet, og så kan der ske kortslutninger.”

Det brænder oftest:

  1. Skorsten
  2. Komfur og kogeplader
  3. Møbler
  4. Emhætte
  5. Eltavle/-installationer
  6. Levende lys
  7. Elektriske lamper
  8. Pillefyr
  9. Tørretumbler
  10. Vaskemaskine
     

Kilde: Tallene er fra Beredskabsstyrelsens statistikbank for 2013. Der kan komme små justeringer, men Beredskabsstyrelsen oplyser, at fejlprocenten er under 1.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også