Chefen tjekker om du besøger Facebook

Tre ud af ti virksomheder kontroller Facebook-besøg i arbejdstiden, viser ny undersøgelse.

Der bliver brugt for meget tid på de sociale medier i arbejdstiden, så flere og flere ledere kontrollerer nu sine medarbejdere.  Foto: SEAN KILPATRICK

Facebook frister medarbejderne, når de sidder på kontoret og egentlig burde arbejde.

Tre ud af ti ledere har derfor ført kontrol med medarbejdernes brug af sociale medier i arbejdstiden. Det viser en ny undersøgelse, som interesseorganisationen Lederne har lavet i samarbejde med YouGov.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.594 ledere. 28 pct. af dem har oplevet, at de skulle kontrollere eller sætte grænser for medarbejdernes brug af de sociale medier.

Da Lederne i 2010 undersøgte samme problemstilling, var den andel kun 19 pct., og i 2012 var andelen 23 pct. Forklaringen på den stigende kontrol skal findes i den generelt stigende interesse for de sociale medier, mener ledelsesrådgiver Helle Bruun Madsen.

En ægte tidsrøver

”Flere og flere er opmærksomme på, at der er noget, der hedder sociale medier. I takt med at der er flere, der kommer på, stiger risikoen også for, at flere træder ved siden af og bruger for meget tid på de sociale medier,” siger Helle Bruun Madsen til epn.dk.

Det er netop tidsforbruget, som lederne har oplevet som det største problem. Fire ud af fem af lederne, der har udført kontrol, angiver ”for stort tidsforbrug” som årsag til kontrollen.

En anden årsag til kontrol er, at medarbejderne har brugt Facebook og de øvrige medier som affyringsrampe for negative ytringer om kolleger eller ledere.

Sociale medier må ikke skræmme

Undersøgelsen giver ikke svar på, hvordan lederne konkret kontrollerer de Facebook-glade medarbejdere.

Selvom lederne kontrollerer medarbejderne, viser undersøgelsen også, at lederne i stigende grad accepterer brugen af de sociale medier. Og det er vigtigt, understreger Helle Bruun Madsen.

”Det er meget andet end at sidde og chatte og smide billeder ind. Det er også en kæmpe vidensbank og et sted, hvor man deler og netværker. Undersøgelsens resultater er udtryk for, at ledere er opmærksomme på, at de også er nødt til at lede medarbejderne i forhold til sociale medier, hvis tidsforbruget tager overhånd,” siger hun.

Plads til fleksibilitet

Spørgsmålet er, hvordan man som leder bedst håndterer, når brugen af de sociale medier tager overhånd. Dialog og kommunikation, lyder det fra Helle Bruun Madsen.

”Det bedste, lederen kan gøre, er at tage en individuel snak med medarbejderen, hvor man fortæller, hvad man har observeret, og hvordan man gerne vil have tingene,” siger hun.

Det er en dårlig ide, at lave regler for alle, da fleksibiliteten derved ryger, mener ledelsesrådgiveren.  

”Jeg er tilhænger af så få regler som muligt. Det vigtigste er, at lederen har en holdning og træder i karakter,” siger Helle Bruun Madsen.

Undersøgelsen viser, at hver tiende leder har oplevet, at en medarbejder eller leders brug af sociale medier  har fået konsekvenser i form af en påtale eller en advarsel.

BRANCHENYT
Læs også