Udskældt elbil får en ny chance

Nordjysk bilforhandler kan stadig finde købere til Renault Fluence.

Søren Fjordbach og Autotorvet.dk har nu overtaget de resterende 156 Renault Fluence-biler og forventer at have solgt dem inden sommerferien. Foto: Renault

Den skulle med sit udskiftelige batteri have vist vejen for elbilerne i Danmark.

Men med konkursen hos elbiloperatøren Better Place, der stod bag batteriskifte-stationerne, stod ejerne pludselig med en elbil - men uden mulighed for batteriskifte eller opladning.

Den korte version af historien med frustrerede Fluence-ejere og usikkerhed om bilens fremtid i Danmark er, at Renault Danmark købte bilerne tilbage fra de danske ejere.

Bilen er stadig populær

Og nu vil en nordjysk bilforhandler give de udskældte elbiler nyt liv på de danske veje. Søren Fjordbach, der er ejer af og direktør for Autotorvet.dk i Vodskov nord for Aalborg, har købt de resterende 156 biler fra Renault, og nu vil han sælge dem videre til danske bilister.

Han har tidligere solgt 50 Fluence-biler. Det var de biler, som Better Place selv ejede, og de biler som leasingselskabet ALD ikke længere ønskede at eje.

"Vores hovedforretning er eksport af biler, og da Better Place gik konkurs, fik vi mulighed for at købe bilerne af konkursboet og hos leasingselskabet ALD, og de første 50 biler var hurtigt solgt," fortæller Søren Fjordbach.

Batterier lejes hos Renault

Nu har han overtaget de resterende biler og i en aftale med Renault forpligtet sig til at sælge bilerne i Danmark.

Samarbejdet med Renault indebærer, at det er Renault, der udlejer elbilernes batterier. Priserne for at leje batteriet begynder ved 299 kr. om måneden ved et årligt kørselsbehov på 12.500 km. Til gengæld er der ikke længere mulighed for batteriskifte, men elbilerne kan via et kabel oplades fra en almindelig stikkontakt.

"En del af køberne er faktisk folk, der har solceller på taget af boligen og på den måde har adgang til billigere strøm," fortæller Søren Fjordbach.

Solgt inden sommerferien

Oven i skal kunderne så købe en elbil, der koster fra 99.000 kr.

"Bilerne er typisk 1-1,5 år gamle, og der er fem års garanti på drivlinjen. Så ejerne kan se frem til 3-4 års kørsel stort set uden udgifter. Derfor er jeg også sikker på, at vi hurtigt kan få solgt bilerne," siger Søren Fjordbach.

I weekenden solgte han 11 af bilerne, og efter hans opfattelse er køberne ikke bekymrede over at overtage en bil, der har haft en problematisk debut på det danske marked.

"Der har været meget negativ omtale af Renault Fluence, men det handler mere om konkursen i Better Place end om selve bilen. De kunder, der allerede har købt en Renault Fluence er meget glade for bilen," siger Søren Fjordbach.

Rækkevidden er kendt

Den tilbagevendende indvending mod elbilerne er den begrænsede rækkevidde på måske godt 100 km.

"Kunderne, der køber en elbil, forventer ikke at køre gennem landet i den. De ved også godt, at rækkevidden om vinteren måske kun er op mod 100 km. Men bilen passer til deres kørselsbehov," tilføjer Søren Fjordbach.

Glæde hos Renault

Hos Renault Danmark glæder direktør Henrik Bang sig over, at sagen om Better Place-konkursen nu kan lukkes.

"Det har været vigtigt for os, at vi har kunnet hjælpe de kunder, der brændte fingrene i forbindelse med konkursen, og nu er jeg glad for, at vi har solgt de resterende biler, så vi kan se fremad," siger Henrik Bang.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad det har kostet Renault at købe bilerne tilbage, men der er tale om et tocifret millionbeløb.

"Det har ikke været nogen god forretning at købe de 156 elbiler tilbage, men det har været vigtigere for os, at kunderne har kunnet stole på Renault," tilføjer Henrik Bang.

En fair pris

Hos bilhandelspladsen Bilbasen.dk vurderer analytiker Jan Lang, at en brugt Renault Fluence godt kan være et godt køb på trods af modellens fortid.

"Renault Fluence har ikke haft det bedste renommé i Danmark på grund af konkursen i Better Place. Men selve bilen fejler ikke noget. Det er en Renault på godt og ondt - mest godt," lyder det fra Jan Lang.

Han henviser samtidig til, at priser fra 99.000 kr. ligger under det europæiske gennemsnit, så der burde være tale om en fair pris.

"Priserne i Europa ligger måske i nærheden af 150.000 kr. Men problemet er, at vi reelt ikke har noget elbilmarked i Danmark endnu. Det afspejler sig også i den pris, som Autotorvet.dk sælger bilerne til," tilføjer Jan Lang.

Læs også
Top job