0

Karsten Ree køber Europcar

Milliardæren er tilbage på investeringsbanen.

Manden bag Den Blå Avis har investeret i selskabet, som driver Europcar i Danmark. Arkivfoto: Steen Wrem

Da Amagerbanken krakkede, tabte han 750 mio. kr., og da luftfartsselskabet Cimber gik konkurs, mistede han mindst 100 mio. kr.

Men nu er Karsten Ree på benene igen.

Karsten Ree har købt Østergaard Biler, som driver den danske afdeling af Europcar.

Direktør Poul Henrik Tvede fra Europcar/Østergaard Biler bekræfter over for epn.dk, at Karsten Rees private holdingselskab har overtaget aktierne i selskabet.

Uvis salgspris

Poul Henrik Tvede ønsker ikke at oplyse salgsprisen.

”Vi har fået en ny ejer, men ellers får det ikke konsekvenser for selskabet. Jeg har været direktør i 22 år og fortsætter også på posten. Ledelsen vil være den samme, vi vil fortsat have hovedkontor i Aarhus og vores forretningsområder vil også være de allerede kendte,” siger Poul Henrik Tvede.

Han tilføjer, at kunderne heller ikke vil opleve ændringer i driften.

Samtidig oplyser han, at der ikke er planer om hverken udvidelser eller indskrænkninger.

”Vi fortsætter som hidtil,” siger Poul Henrik Tvede.

Milliardæren bekræfter

Epn.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten Ree. Overfor Ekstra Bladet bekræfter han købet.

”Ja, det er jo rigtigt nok,” siger Karsten Ree til avisen.

Karsten Ree kunne fra 2012 igen kalde sig milliardær efter store underskud i 2010 og 2011. Karsten Ree er blandt andet kendt som manden bag Den Blå Avis, som han solgte til eBay i 2008 for 2,1 mia. kr.  

BRANCHENYT
Læs også