Job kan finde tilbage til Danmark

Danmark kan udnytte krisen i vækstlande til at vinde arbejdspladser tilbage, mener Saxo Bank.

Danmark kan få flere produktionsarbejdspladser, når vækstlandenes økonomi svigter. Foto: Gregers Tycho

Krisen i en række vækstlande kan skabe arbejdspladser og vækst i Danmark.

For fjerde år i træk underpræsterer vækstlandenes aktiemarkeder i forhold til de udviklede landes. Flere centrale vækstlande står med betydelige underskud på betalingsbalancen, og uroen i Rusland og Tyrkiet bidrager ikke just til optimisme.

"Mange vækstlande ser ud til at være i den sene fase af den økonomiske cyklus," siger Teis Knuthsen, der er investeringsdirektør i Saxo Privatbank.

Aktiemarked

Vækstlandenes aktiemarkeder styrtdykker:

  • Tyrkiet: Faldet med 40 pct. på et år.
  • Brasilien: Faldet med 28 pct. på et år
  • Shanghais førende indeks: Faldet 17 pct. på et år.

Teis Knuthsen om Tyrkiet:

  • Tyrkiet bevæger sig foruroligende hurtigt væk fra at være et stabilt demokrati. Centralbanken har tabt troværdighed ved at så tvivl om inflationsmålsætningen og agere panisk i forhold til en faldende valuta. Når Tyrkiet fremviser en forholdsvis høj inflation, en høj arbejdsløshed og et meget stort betalingsbalanceunderskud (7 pct. af BNP), er det sidste, landet har brug for, politisk usikkerhed.

Teis Knuthsen om Brasilien:

  • S&P downgradede for nyligt Brasiliens langsigtede rating fra BBB+ til BBB- og ændrede outlook fra stabilt til negativt. Handlingen kommer som et slag i ansigtet på præsident Rousseff, der kæmper med at genvinde investorernes tillid forud for præsidentvalget i oktober. Som en hovedårsag nævnes svage vækstudsigter.

Penge vender hjem

Det er lande som Kina, Brasilien og Tyrkiet, der er havnet i en økonomisk regnskylle. Men skal Danmark fryde eller græmme sig, når vækstlandene underpræsterer?

Ifølge Saxo Bank kan udviklingen få virksomheder til at flytte produktionen tilbage til Vesten. Den tendens har man allerede set i USA. Sker det også i Danmark, vil det løfte væksten og skabe flere arbejdspladser.

Samtidig valgte mange investorer at smide deres penge efter vækstlandene i 00'erne. Når den politiske og økonomiske udvikling skuffer i landene, vil en del af pengestrømmene vende tilbage til Vesten.

Det skal Danmark udnytte.

"Man bør nok se det som en mulighed for at tilbagevinde tabt produktion og konkurrenceevne. Det vil både gavne virksomheder og arbejdsmarkedet," siger Teis Knuthsen til epn.dk.

Innovationen vinder arbejdspladser

Udviklingen kan dog vise sig at blive skadelig for verdensøkonomien som helhed.

"Hvis den samlede vækst aftager, vil det betyde lavere vækst og en mindsket eksport  i Danmark. Højere inflation i vækstlandene kan også være med til at øge den danske inflation gennem stigende importpriser," siger Teis Knuthsen.

Der er dog udsigt til, at flere arbejdespladser vender hjem.

For 10 år siden regnede mange med, at Vesten var et døende sted for produktion. At det hele skulle flyttes til Kina og andre lande, hvor Vestens priser ikke var konkurrencedygtige.

Men i de senere år er det blevet mere attraktivt at flytte produktionen tilbage.

"Den teknologiske udvikling er skabt af innovative mennesker - primært i private selskaber og som oftest frivilligt. Vækstlandenes ”statskapitalisme” blev besunget efter finanskrisen, men den kommer ofte til kort over for det personlige initiativ," siger Teis Knuthsen.

BRANCHENYT
Læs også