0

AutoOffer kan gøre din bil billigere

Har du tænkt over, om den bil du overvejer at købe, koster det samme i Ringkøbing, som den gør i Roskilde?

Hos AutoOffer kan man bl.a. finde ud af hvor en Peugeot 308er billigst.  Foto: Flemming Haslund

Det kan vi afsløre, at den højst sandsynligt ikke gør. Det næste spørgsmål er så, hvordan du finder den forhandler, som kan give dig det bedste tilbud? Svaret kan være den digitale iværksætterplatform AutoOffer.

AutoOffer er en platform, som formidler finansieringstilbud på nye biler fra forhandlere i hele Danmark til kunder i hele Danmark. Firmaet gør det muligt for kunden at oprette en forespørgsel på en bestemt bil med det ønskede udstyr og farve osv. og så modtage personlige tilbud fra forhandlere i hele Danmark.

Kunden har derefter fem arbejdsdage til at beslutte, om han/hun vil køre (muligvis langt) efter det billigste tilbud, eller tage et (måske) dyrere tilbud, som er tættere på. Det er en god deal for kunden, som får en helt ny mulighed for at få en god pris på den nye bil. Det er også en god deal for forhandleren, som kan nå langt bredere ud end normalt, hvis vedkommende altså kan præstere nogle fordelagtige tilbud.

AutoOffer, som gik i luften i går den første april, har allerede tilknyttet 150 forhandlere og 23 forskellige bilmærker over hele Danmark. Virksomheden forventer at antallet af tilknyttede forhandlere stiger til 200 inden for det første år.

"Det er et forsigtigt estimat, når vi holder for øje at der har været en stor mængde forhandlere der har vist interesse for autooffer.dk og hvilke muligheder vi åbner op for på landsplan," fortæller AutoOffers adm. direktør og stifter Søren Malmskov til Trendsonline.dk.

Den digitale platform opererer efter en ”no-cure no-pay” model, hvor AutoOffer tager 1 pct. af salgsprisen som gebyr. Efter introduktionsperioden på tre måneders stiger gebyret til 3 pct. af salgsprisen. For forbrugeren er det gratis at oprette sig på AutoOffers side.

Teamet bag den digitale iværksættervirksomhed

AutoOffer er tilknyttet inkubator-programmet Beyond Unltd med Steen Guttman i spidsen, som har arbejdet med digitale løsninger for giganter som Lego, Nestlé og Phillips.

Søren Malmskov er cand. merc. i Management of Innovation Processes, og i 2011 vandt han iværksætterprisen på IDEA summer school i London. I August 2013 stiftede han AutoOffer, og begyndte at samle et team. Han bl.a. involveret Jesper Grønbæk som Communication manager og Ditte Krogh Fischer som PR- og Kommunikationskonsulent.

Investering bringer AutoOffer til lancering

I marts kunne Autooffer offentliggøre, at de har fået en kapitaltilførsel, som gør, at de nu kan lancere handelsplatformen. Det er AutoOffers advokat Povl Nick Bronstein og ejeren af VC’et The Marschall Plan Thomas Marschall, som har investeret i AutoOffer.

Povl Nick Bronsteins dobbeltrolle som advokat og investor er en fordel for AutoOffer af åbenlyse grunde. Når ens investor også er ens advokat, er der nogle arbejdsgange som kan forenkles.

Thomas Marshall siger om investeringen:

”Jeg og de øvrige investorer blev overbeviste om, at AutoOffer, med Søren i spidsen, har identificeret et udækket behov for handler med nye biler. Med erfaringer fra den kommende danske lancering ser vi endog internationale perspektiver i AutoOffers model.”

Og det er lige præcis det Thomas Marschall på længere sigt kan hjælpe AutoOffer med.

“Vi var yderst tilfredse med den modtagelse AutoOffers emissionsoplæg fik i investorkredse. Efter gennemført proces valgte vi at tage nogle investorer ind, der udover at komme med penge kan bidrage positivt til gennemførsel af virksomhedens såvel nationale som internationale vækstplaner over de kommende år” udtaler Søren Malmskov, CEO og stifter af AutoOffer.

AutoOffers investorer er dermed meget mere end investorer. De er en reel ressource for virksomheden, som kan være med til at tage den digitale platform til det næste niveau.

Hvor mange penge der er tale om i investeringen, vil Søren Malmskov dog ikke ud med – af konkurrencemæssige årsager, forklarer han.

BRANCHENYT
Læs også