Seks danskere er milliardærer... i dollars
De danske dollarmilliardærer har tjent betydeligt flere penge og rykker frem på rigmandsliste.
Der er pæn fremgang at spore hos de seks danskere, der har fået plads på den årlige rigmandsliste fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.
Magasinet, der i Danmark udgives i et samarbejde med dagbladet Børsen, mener at vide, at Lego-manden Kjeld Kirk Kristiansen, der er barnebarn af Legos stifter og sammen med resten af familien ejer legetøjsimperiet i Billund, er blevet 6 mia. kr. rigere i det forgangne år.
Dermed er hans samlede formue vokset til 56,1 mia. kr., og han er ifølge magasinet fortsat landets rigeste.
Højdespringeren
Årets højdespringer er tøjkoncernen Bestsellers ejer, Anders Holch Povlsen, der har fordoblet formuen fra 14,4 mia. kr. i fjor til nu godt 29 mia. kr. Det betyder, at han hopper frem til en plads som nummer 267 på milliardærlisten fra en placering som 589 for et år siden.
Også Niels Peter Louis-Hansen og Hanni Toosbuy Kasprzak kravler fremad på listen.
Hvad betyder det så at være milliardær i dollars?
"Penge er ikke noget, jeg putter i min lomme. Jeg lader dem arbejde i firmaet, det gælder minimum 80 pct. af de penge, vi tjener. Og det gælder selv i mit testamente. Et af mine børn er Jysk, og det er det , der arver mest. De to andre skal nok få, hvad de har brug for. Men det er Jysk, det drejer sig om, og det skal have øknomi til at udvikle sig," siger Lars Larsen til det danske Forbes-magasin.
Forbes' rigmandsliste
De danske dollarmilliardærer
119: Kjeld Kirk Kristiansen, 66 år, Lego-ejer, formand Kirkbi, 56,1 mia. kr.
267: Anders Holch Povlsen, 41 år, ejer af Bestseller, 29,15 mia. kr.
375: Lars Larsen, 65 år, ejer af Jysk, 22 mia. kr.
408: Niels Peter Louis-Hansen, 66 år, Coloplast-arving, 20,35 mia. kr.
642: Hanni Toosbuy Kasprzak, 56 år, ejer af Ecco, 14,85 mia. kr.
1.565: Bent Jensen, 62 år, Linak-ejer, 5,5 mia. kr.
Den rigeste svensker
12. Stefan Persson, H&M, 186,2 mia. kr.
Den rigeste nordmand
281: Stein Erik Hagen, detailhandel, Orkla-ejer, 27,1 mia. kr.
Den rigeste tysker
23: Karls Albrecht, detailhandel, Aldi-ejer, 135,3 mia. kr.
Verdens rigeste
1: Bill Gates, Microsoft, 411,3 mia. kr.