Naboens hus blev 710.000 kr. mere værd

Energimærkning er for alvor slået igennem - ikke mindst i salgspriserne.

Det kan betale sig at få isoleret sit nye hus eller efterisoleret sit gamle. Det kan få stor betydning for salgsprisen.

På overfladen kan husene være ens. Man skal ind i hulmuren, under gulvet eller op på loftet for at opdage forskellen, og den kan nu gøres op i penge.

For mens priserne på huse med den bedste energimærkning, A, er steget markant siden 2010, er det gået den anden vej for huse med den dårligste energimærkning, G. Siden 2010 kan prisforskellen have udvidet sig til 710.000 kr. for et hus på 140 kvm, viser en analyse fra ejendomsmæglerkæden Home  på baggrund af tal fra boligsiden.dk.

Stor prisforskel

For solgte huse med energimærke A er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget med 14 pct, siden energimærket blev lovpligtigt i 2010, mens huse med G-mærket har oplevet et fald i kvadratmeterprisen på 22 pct.

Energimærke
  • I 2010 blev det lovpligtigt at oplyse husets energimærke i forbindelse med et salg.
  • Beregninger fra Go’ Energi, der er en uafhængig, offentlig organisation under Klima- og Energiministeriet, anslår, at mange tusinde parcelhusejere med fordel kunne energiforbedre. I de fleste tilfælde vil det være realistisk at løfte en ældre bolig op til energiklasse C.
  • Færre end hver fjerde villa har opnået energimærket A, B eller C, mens næsten en tredjedel af villaerne har energimærke D. Næsten halvdelen befinder sig i bunden med E, F eller G.

Et A-hus på 140 kvm er  steget med ca. 350.000 kr., mens G-huset tilsvarende er faldet med godt 360.000 kr. En forskel i prisudviklingen på ca. 710.000 kr.

"Et godt energimærke er hot, mens et mindre godt får køberinteressen til at kølne. Vi hører fra mæglerne, at køberne ind i mellem helt fravælger en fremvisning på huse med dårlige energimærker," oplyser relationschef i Home Mads Ellegaard.

De energivenlige huse bliver også solgt hurtigere. Et hus med energimærke A blev i gennemsnit solgt på 173 dage, mens det tog 262 dage at sælge et hus med energimærke G.

Tydelig sammenhæng

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris er fra 2010 til 2013 faldet i alle andre energiklasser end A, som primært indeholder huse opført fra omkring 2010. Og der er en tydelig sammenhæng mellem energimærket og prisfaldet - bortset fra husene i D-klassen, hvor kvadratmeterpriserne har holdt sig stabile.

Det kan virke ulogisk, men ifølge relationschefen i Home er der en god forklaring:

"Det er en populær vare, vi har med at gøre. Køberne får ofte relativt meget hus for prisen, og så kan de som regel opgraderes på energifronten for ret små beløb med ekstra isolering på loftet og i murene," siger Mads Ellegaard.

Op mod 30 pct. af de boliger, der er til salg, har energimærke D.

Home-chefen understreger, at der også er en anden forklaring på, at huse med gode energimærker sælger til højere priser og hurtigere. Ofte vil der nemlig være en tydelig sammenhæng mellem et godt energimærke og et hus i god stand – eksempelvis hvis boligen er blevet renoveret med nye vinduer, nyt tag og isolering.

Udviklingen i salgspriser

Salgspris for huse pr. kvm opgjort efter energimærke:

År/Energimærke

2013

2010

Ændring, kr.

Ændring, pct.

A

20.581

18.081

2.500

14

B

17.836

18.057

-221

-1

C

16.028

16.391

-362

-2

D

14.691

14.657

34

0

E

13.065

14.428

-1.363

-9

F

11.810

13.203

-1.393

-11

G

 9.245

11.828

-2.583

-22

Kilde: Boligsiden/Home

BRANCHENYT
Læs også