Underskud på 469 mio. kr.: Nu skal ledelsen have aktieoptioner

På trods af et underskud på næsten en halv milliard skal Alm. Brand Banks ledelse og risikotagere nu have aktieoptioner som en del af lønnen, mener bestyrelsen.

Hovedsædet for Alm. Brand og Alm. Brand Bank ligger på Midtermolen i København. PR-foto: Alm. Brand

Et massivt underskud på både afviklingsporteføljen og den fortsættende del af banken afholder ikke bestyrelsen i Alm. Brand fra at anbefale, at Alm. Brand Banks ledelse nu skal tildeles aktieoptioner.

I et forslag til generalforsamlingen, der afholdes 30. april, foreslår bestyrelsen, at bankdirektør Kim Bai Wadstrøm og andre risikotagere fremover også skal have del i det gunstige aktieoptionsprogram, som resten af Alm. Brands ledelse har som en del af deres løn.

Grunden til at Kim Bai Wadstrøm ikke har deltaget i optionsprogrammet før, er at banker med statslige hybridlån ikke må lønne sin ledelse med sådanne aktieprogrammer og lignende. Men Alm. Brand Bank har i forbindelse med årsregnskabet fået et kapitalindskud på 200 mio. kr. fra moderselskabet, så man er i stand til at tilbagebetale resten af sit hybride statslån på 226 mio. kr.

Garanteret vedtagelse

"Efter Alm. Brand Bank A/S' indfrielse af den resterende del af den statslige hybride kernekapital er det blevet muligt for direktion og risikotagere i banken at indtræde i aktieoptionsordningen. Det indstilles derfor, at ordningen, hvorefter aktieoptioner kan udgøre en del af den faste løn, udvides til at kunne omfatte direktør og risikotagere i Alm. Brand Bank A/S," skriver bestyrelsen i Alm. Brand.

Forslaget kan vedtages ved simpelt flertal og en aktie giver ret til en stemme. Der er dermed ikke stor risiko for, at forslaget bliver nedstemt, idet forsikringskoncernens største aktionær med 58,3 pct. af stemmerne er Alm. Brand af 1792 F.m.b.a., hvor formanden for Alm. Brand, Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, også selv er formand.

Resten af ledelsen i Alm. Brand har løbende modtaget aktieoptioner hvert halvår siden Q2 2012. Tager man dagens børskurs på 25,80 kr. har ordningen indtil videre givet modtagerne et overskud på 14,3 mio. kr. Der er dog begrænsninger på, hvornår aktierne kan handles, så gevinsten eller tabet kan først indløses tre år efter tildelingen.

Alm. Brand giver aktieoptioner til ledelsen

Alm. Brand-formand: Resultater og aktiekurs følges ad

Alm. Brands ledelse får aktieoptioner

Alm. Brand udsteder aktieoptioner til ledelsen 

BRANCHENYT
Læs også