Så stor gebyrforskel er der på bankernes kreditkort

Flere banker tager op til to procent i gebyr, når du bruger Mastercard i udlandet.

Der er stor forskel på, hvad det koster at svinge Mastercardet i udlandet. Det er samtidig uigennemskueligt for danskerne at finde priserne, mener Forbrugerrådet Tænk. Arkivfoto: Elaine Thompson

Det bliver let en halvdyr fornøjelse, når danskerne svinger deres Mastercard under udlandsopholdet.

En gennemgang af de 10 største danske bankers udlandsgebyr på Mastercard, som Berlingske Business har foretaget, viser, at det kan koste danskerne op til to procent af købsprisen.

Det gælder for kunder hos Sydbank, Jyske Bank og Sparnord, når de svinger deres Mastercard i lande uden for Europa.

Danske Bank billigst

Inden for Europas grænser er det Nordea, som har det dyreste gebyr på Mastercardet med 1,75 pct. af købssummen.

Både i Europa og på andre kontinenter er Danske Bank billigst med en procent i gebyrer i Europa og 1,5 pct. andre steder, skriver Berlingske Business.

Bruger man et Visa/Dankort i udlandet, er det mere gennemskueligt, da der er en fast gebyrrate blandt bankerne på en procent i Europa og 1,5 pct. på andre kontinenter.

Råd kræver indgriben

Forbrugerrådet Tænk mener, at det er under al kritik, at Mastercard-gebyrerne er så uigennemskuelige, og derfor kræver rådet nu et indgreb fra myndighederne.

Økonom Troels Hauer Holmberg mener både, at der skal gøres noget ved gebyrstrukturerne og de forskellige valutakurser, der bruges til afregning.

"Der er rigtig mange penge på spil. Der bruges 40 mia. kr. i kortbrug i udlandet. Så bare en halv procent i gebyr betyder meget. Selv om det tilsyneladende er små forskelle i satserne, giver det enorme beløb i forskel," siger han til Berlingske Business.

BRANCHENYT
Læs også