McDonald's lukker restauranter på Krim

Den højspændte stemning på kontroversiel halvø får flere virksomheder til at lukke ned.

Medarbejdere hos McDonald's på halvøen Krim tilbydes overflytning til restauranter i Ukraine. Foto: Casper Dalhoff

Det er ikke længere muligt at få sig en Big Mac eller en McFeast på halvøen Krim, der de seneste uger har været omdrejningspunktet i konflikten mellem Rusland på den ene side og Ukraine og Vesten på den anden.

McDonald's har nemlig valgt midlertidigt at lukke sine tre restauranter på Krim som reaktion på de diplomatiske stridigheder knyttet til halvøen.

"På grund af driftsmæssige årsager, der er ude af vores kontrol, har McDonald's truffet den beslutning at midlertidigt lukke vores restauranter i Simferopol, Sevastopol og Jalta," skriver McDonald's i en meddelelse.

Tilbyder flytning til Ukraine

Nyhedsbureauet Reuters rapporterer, at McDonald's har tilbudt sine medarbejdere på Krim at blive overført til restauranter i Ukraine, hvis de ønsker det.

Jeg ville ønske, at de lukkede over hele Rusland. Jeg vil bede de lokale LDPR-afdelinger om at lave blokader rundt om samtlige McDonald's-restauranter i Moskva.

Vladimir Zhirinovsky, leder af LDPR-partiet.

Dette inkluderer at betale udgifterne for flytning af medarbejderne og deres familier.

Det signalerer ifølge nyhedsbureauet, at kæden ikke har en forventning om, at krisen bliver løst i den nærmeste fremtid.

Den verdensomspændende virksomhed gør det dog samtidig klart i meddelelsen, at man håber at kunne genåbne restauranterne hurtigst muligt.

Partileder vil forbyde McDonald's

Hvis det stod til lederen for LDPR-partiet, den kontroversielle Vladimir Zhirinovsky, forlod McDonald's imidlertid Rusland helt.

Fredag foreslog han ved det russiske parlament, at man forbyder McDonald's i landet.

"Det er skønt, at McDonald's har lukket sine restauranter på Krim. Jeg ville ønske, at de lukkede over hele Rusland. Jeg vil bede de lokale LDPR-afdelinger om at lave blokader rundt om samtlige McDonald's-restauranter i Moskva," siger Zhrinovsky til russiske medier.

Han indikerede desuden, at flere amerikanske selskaber kan forvente modstand i landet og nævnte sodavandsvirksomheden Pepsi som et eksempel.

Ingen international post

McDonald's er den anden internationale virksomhed, som i denne uge har valgt at lukke ned for driften, efter at Rusland har overtaget styringen af den ukrainske halvø.

Torsdag annoncerede Deutsche Post, at man ikke længere tager imod breve og pakker adresseret til Krim, da postvirksomheden ikke kan garantere, at de bliver omdelt.

Deutsche Post er verdens største virksomhed inden for kurérpost og ejer samtidig det store transport- og logistikfirma DHL. Derfor ventes lukningen at blive mærkbar for borgerne på Krim.

BRANCHENYT
Læs også