Få din Bilka-kvittering på smartphonen

Dansk Supermarked indfører digitale kvitteringer i alle butikker.

Dansk Supermarked indfører nu den digitale kvittering. Foto: Dansk Supermarked

Modtag din kvittering på din smartphone eller tablet i stedet for den traditionelle kvittering på papir.

Det bliver nu en mulighed i alle butikker under Dansk Supermarked, efter at kæden har indgået et samarbejde med kvittering.dk, der står bag den nødvendige app.

Dansk Supermarked har allerede indført de digitale kvitteringer i Føtex, Bilka, Salling og Starbucks-butikkerne, mens muligheden vil blive etableret i Netto-butikkerne i løbet af de næste måneder.

En hjælp til kunderne

"Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde denne service til vores kunder. Vi håber, det vil være en god hjælp, at kunderne ikke længere risikerer at smide en vigtig kvittering væk," siger digital projektleder Kristine Fibæk Salmonsen.

For at kunne modtage digitale kvitteringer skal kunderne dels have hentet en app til smartphonen og dels knytte et kreditkort til betalingerne.

Til iPhone og Android

"App'en en foreløbig tilgængelig til iPhone- og Android-telefoner, mens kvittering.dk arbejder med en app også til Windows Phone," fortæller Michael Laursen, der er butikskonsulent hos Dansk Supermarked.

Han tilføjer, at brug af app'en forudsætter tilmelding af en betalingskort/kreditkort.

"Man opretter sig som bruger hos kvittering.dk og tilmelder det kort, man ønsker at benytte," forklarer Michael Laursen.

At Netto-butikker først kommer med på ordningen i løbet af nogle måneder, skyldes antallet af butikker.

"Det er lidt mere kompliceret at indføre hos Netto, fordi der er flere butikker," siger Michael Laursen.

Ifølge ham vil det være muligt at få sin kvittering på smartphonen kun 3 sekunder efter betalingen.

Via app'en på telefonen eller tabletten vil det også være muligt at indskanne gamle papirkvitteringer.

BRANCHENYT
Læs også