Voldsomt prishop på lejligheder

Lejlighedspriserne i kraftig fremgang i hovedstaden. Cheføkonom advarer.

En gennemsnitlig lejlighed i København nu koster 2,5 mio. kr. Det er omkring 300.000 kr. mindre end toppen i 2006. Akivfoto: Peter Hove Olsen

Mens prisudviklingen på markedet for parcel- og rækkehuse stort set er gået i stå, så er der godt gang i lejlighedsmarkedet.

I hvert fald i København.

Det kan man ikke mindst aflæse af ejendomsmæglerkæden Homes prisstatistik, der fra februar til marts registrerede en stigning i priserne på lejligheder i hovedstaden på hele 6,3 pct. Priserne er dermed steget med 17,4 pct. det seneste år på det brandvarme marked.

Det er ganske interessant, fordi handlerne i København udgør 60 pct. af det samlede lejlighedsmarked, og det var stærkt medvirkende til at trække priserne op med samlet 0,6 pct. på landsplan.

Én af forklaringerne

Hos Home har man noteret sig, at der er kommet flere "attraktive" projekter til salg, og at de nye boliger sælger godt til høje kvadratmeterpriser.

"Det er nok én af forklaringerne på, at ejerlejlighedspriserne i København skyder i vejret," forklarer relationschef i Home Mads Ellegaard.

Udviklingen betyder, at en gennemsnitlig lejlighed (85 kvadratmeter) i København nu koster 2,5 mio. kr. Det er omkring 300.000 kr. mindre end toppen i 2006.

Bekymret cheføkonom

Udviklingen er tilstrækkelig kraftig til, at cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian løfter pegefingeren.

"Når priserne på lejligheder stiger så meget på så kort tid, så bør det naturligvis vække stof til eftertanke. Er det en ny boble, som er ved at blive bygget op," spørger han i en kommentar.

Svaret giver han selv:

"Markedet for ejerlejligheder i København er brandvarmt, men om det er overophedet, findes der desværre ikke noget klart svar på. Når det er sagt, så kan man alligevel godt tillade sig at være en smule bekymret," lyder det fra Steen Bocian.

Risikoen for fremtidige prisfald på lejligheder i København bør ikke ignoreres.

Steen Bocian, cheføkonom, Danske Bank

Han peger på vandringen mod storbyerne og de lave renter som forklaringer på prisudviklingen og minder om, at man skal sikre sig luft i økonomien, så man kan håndtere eventuelle prisfald i fremtiden, hvis man skal investere på det københavnske lejlighedsmarked.

Aarhus-priser faldt

Det er værd at minde om, at priserne kan svinge meget, når man opgør dem på de enkelt kommuner, fordi der er færre handler, og dermed er statistikken let påvirkelig af større handler.

I Aarhus, der er landets næststørste lejlighedsmarked, har man da heller ikke kunnet spore samme udvikling. Faktisk faldt priserne i Jyllands største by med 0,4 pct. fra februar til marts.

En gennemsnitlig Aarhus-lejlighed koster nu 2.090.000 kr., hvilket er 160.000 kr. under pristoppen i 2007. Lejlighederne i Aarhus er steget med 5,5 pct. over det seneste år.

Huspriserne faldt også

Heller ikke på parcel- og rækkehusmarkedet er der gang i prisfesten.

Priserne faldt med 0,7 pct. på landsplan fra februar til marts. Ser man over det seneste år, er der tale om en ganske beskeden prisfremgang på 0,1 pct.

Et gennemsnitligt parcelhus i Danmark (140 kvadratmeter) kostede i marts 1.655.000 kr., hvilket er 22 pct. under toppen i 2006.

"Det anser vi fortsat som et positivt tegn – især fordi den stabile tendens på landsplan sker med flere handler i ryggen," mener Mads Ellegaard.

Ejendomsmæglerkæden glæder sig samtidig over, at man har solgt 19 pct. flere boliger i år, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

BRANCHENYT
Læs også