Cepos: Al mulig grund til at sænke skatten

Ae-rådet mener ikke, at Danmark kan blive "et skatteparadis", men ifølge Cepos kan Danmark komme en del af vejen.

Cheføkonom og vicedirektør hos Cepos, Mads Lundby Hansen.  Foto: Joachim Adrian

Det findes ikke noget mere giftigt end selskabsskat, hvis man vil have vækst i et samfund, lyder det fra Cepos.

Den liberale tænketank stiller sig dermed ikke overraskende i den modsatte lejr af Arbejderbevægelsens Erhversråd, der i går talte imod flere skattelettelser.

"Der er en grund til, at Nyrup-regeringen, VK-regeringen og den nuværende regering alle har sænket selskabsskattesatsen,  det er grundlæggende fordi, der er en fin, bred og grundlæggende enighed om, at det er et godt instrument til at øge investeringer i et samfund. Senest har Produktivitetskommission konkluderet, at selskabsskatten anses for at være den skat, der er mest skadelig for væksten " siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i Cepos, til Jyllands-Posten.

Ræs mod bunden

Flere økonomer er kritiske over for en sænkelse af selskabsskatten, da man risikerer et "ræs mod bunden" i Europa, hvor alle lande sænker skattesatsen for at tiltrække virksomheder fra nabolande, og det vil i sidste ende vil give færre skatteindtægter til alle stater.

"Det er et kapløb, jeg  synes, vi skal gå ind i, fordi vi så kan tiltrække udenlandske virksomheder, der kan investere og placere fabrikker i Danmark, men også få danske virksomheder til at lave flere investeringer, som i sidste ende øger vores velstand," siger Mads Lundby Hansen.

Da den nuværende regering sidste år meddelte en sænkelse af selskabsskatten, var det især med henvisning til, at Danmarks selskabsskat er højere end i Sverige.

I Sverige har den borgerlige finansminister Anders Borg allerede meddelt, at Sverige også vil sænke selskabsskatten, hvis den borgelige regering bliver genvalgt.

Dyre nye arbejdspladser

Cepos udsendte tidligere på ugen en analyse af, hvilken virkning en lavere selskabsskat har på skabelsen af nye arbejdspladser.

Ifølge analysen skaber udenlandske investeringer 142-226 job, for hver procentpoint selskabsskatten sænkes.

Hvis man sænkede selskabsskatten med godt 10 procentpoint, ville det skabe 2.100 til en pris på 10 mia. kr., lød det fra AE-rådet som svar på Cepos-analysen.

Det er heller ikke primært som en jobskaber, at selskabsskattelettelser har en effekt, lyder det fra Cepos.

"Vi skal først og fremmest sænke selskabsskatten for at øge produktionen og konkurrenceevnen herhjemme, og så er der en mindre sidegevinst i form af lidt flere arbejdspladser. Hvis man for alvor skal øge beskæftigelsen skal der gennemføres reformer, der fokuserer på øget arbejdsudbud. Og der er et potentiale, når der er over 2 millioner danskere på overførselsindkomst," siger Mads Lundby Hansen.

Sender vigtige signaler

Kunne man forestille sig, at virksomhederne ville investere lige så meget i nye fabrikker og bedre maskiner, hvis man gav dem lov til at afskrive deres investeringer i stedet for at sænke selskabsskatten?

"Det kan få en effekt, men min anbefaling er fortsat en sænkelse af selskabsskatten. Det reducerer skatten på virksomhedernes overskud, og deri ligger en meget klar signaleffekt, som man i udlandet bider mærke i," siger Mads Lundby Hansen.

En lignende melding kommer fra professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.

"Dels er der forholdet til udlandet, hvor det kan have en betydning for, om virksomheder slår sig ned i Danmark, eller andre vælger at flytte ud. Men selv for virksomheder, der ikke overvejer at flytte, så betyder det noget, hvordan overskuddet bliver beskattet," sagde han tidligere på ugen til Jyllands-Posten.

BRANCHENYT
Læs også