Danskerne drikker mindre øl

Men de nye, alkoholfri øl vil vende udviklingen, håber Bryggeribranchen.

Påsken står for døren, og for mange danskere betyder det påskefrokoster med sild, æggesalat - og selvfølgelig påskebryg.

Og dog.

For ifølge Bryggeriforeningen er salget af øl på retur i Danmark, og danskerne efterspørger i stedet alternativer til den skummende drik.

Derfor har branchen i flere år skreget på bedre muligheder for at producere alkoholfrie øl, så danskerne kan få en sundere version.

Alkoholfrie øl med mere styrke

For undersøgelser i andre europæiske lande - der har haft erfaring med alkoholfrie øl i flere år - viser, at der er et stort marked for light-øl.

En indsigt som danske politikere nu også er nået til.

Derfor stod sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) i denne uge i spidsen for en lovændring, som gør, at alkoholfri øl fremover må indeholder op til 0,5 pct. alkohol. Tidligere var grænsen på 0,1 pct. i Danmark.

"Vi ved fra udlandet at en lidt højere alkoholprocent ikke alene styrker smagen, men også kan øge salget af alkoholfrie øl. Så det er altså både til gavn for forbrugerne og danske arbejdspladser," udtalte fødevareminister Dan Jørgensen (S) efter lovændringen.

Alkohol er afgørende for smagen

Med den forhøjede grænseværdi bliver markedet for alternativer til den klassiske øl for alvor åbnet.

Alkoholmængden har nemlig så stor betydning for smagen, at flere bryggerier førhen har holdt sig fra alkoholfrie øl, fordi smagen med 0,1 pct. alkohol blev for dårlig.

"Populært sagt kan man sige, at en øl med 0,5 pct. alkohol smager fem gange bedre end en helt alkoholfri variant på 0,1 pct, fordi alkoholen i øllen har en positiv smagsmæssig effekt," siger brygmester hos Carlsberg, Morten Ibsen.

Carlsberg er en af de producenter, der har forsøgt at foregribe udviklingen. I januar i år lancerede virksomheden således "Nordic", der er en light-øl med 0,5 pct. alkohol. En øl, som nu må omtales som "alkoholfri".

BRANCHENYT
Læs også