Underskriftsindsamling skal redde håndværkerfradrag

2.000 borgere, politikere og håndværkere har allerede sat deres signatur på indsamlingen.

Målet er at indsamle 50.000 underskrifter for at få forlænget håndværkerfradraget. Foto: Peter Hove Olesen

Håndværkerfradraget er så populært både inden for og uden for byggebranchen, at der nu er startet en underskriftsindsamling for at bevare fradraget.

Ordningen gør det muligt at få fradrag for 15.000 kr. pr. person i en husstand for håndværkerarbejde.

Fradraget står til at udløbe med udgangen af 2014, men da ordningen er så vigtigt for branchen, har 3byggetilbud.dk, som formidler bygge- og renoveringsopgaver, nu lanceret en redningsaktion.

"Vi plejer ikke at gå ind i politik, men denne gang kunne vi simpelthen ikke lade være. Vi oplever dagligt, at vores leverandører nyder godt af fradraget," siger Maria Carlsen, som er kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk

Indsamlingen har allerede prominente navne på listen.

Eks-minister på listen

Den tidligere økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er blandt underskriverne.

"Da jeg selv har etableret ordningen som økonomi/erhvervsminister i 2011 og vil have ordningen gjort endnu bedre, kan jeg støtte underskriftindsamlingen, og skriver hermed under," skriver han på hjemmesiden bevarfradraget.dk.

Danmarks Statistik udsendte tidligere på året en undersøgelse, der viste, at danskerne arbejder mindre sort.

En stor del af æren for den udvikling tilskrives håndværkerfradraget.

Giver grønne renoveringer

Mange af de privatpersoner, der har skrevet under på indsamlingen, fortæller om de grønne effekter af ordningen.

"Det har betydet for mig at kunne skifte 10 vinduer ud til lavenergi og til at få solceller til strøm," skriver Annelie Rose.

"Jeg får vasket vinduer på abonnement. Vi har desuden fået isoleret huset og overvejer at få lavet yderligere renoveringer," skriver Bo Nørgaard Larsen.

Desuden er der flere håndværkere, der skriver, at de har fået arbejde på grund af ordningen.

Målet for3byggetilbud.dk er at indsamle 50.000 underskrifter, som skal indleveres på Christiansborg. I de 14 dage indsamlingen har stået på, er der indsamlet 2.000 underskrifter.

BRANCHENYT
Læs også