0

Unge virksomheder nægter at dø

På fem år er antallet af konkurser blandt unge virksomheder faldet med 46 pct.

Det kører for unge virksomheder, der oplever markant færre konkurser. Foto: Sam Edwards

Virksomheder, der har været i gang fem år eller færre, trækker konkurstatistikkerne i en positiv retning. Det viser en analyse fra eStatistik og FSR - danske revisorer.

For første gang siden 2008 er antallet af konkurser i 1. kvartal under 1.000. Og antallet faldt med 28 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Og tallene tyder på, at det er de unge virksomheder, der hænger pynt på statistikken.

Fakta

Konkursramte virksomheder
1. kvartal 0-5 år:

  • 2009: 849
  • 2014: 455
  • Fald på 46 pct.

Konkursramte virksomheder
1. kvartal over 5 år:

  • 2009: 489
  • 2014: 505
  • Stigning på 3 pct.

Kilde: Beregninger af eStatistik – baseret på konkursstatistikken ESTAT5

De stærkeste overlever

Sammenlignet med første kvartal 2009 er antallet af konkurser blandt de unge virksomheder faldet med 46 pct. Samtidig er konkurstallet for virksomhederne, der er ældre end fem år, steget med 3 pct.

Finanskrisen ser ud til at have ladet de stærkeste overleve, og det ses i statistikkerne.

"Vi er efterhånden så langt henne, at de yngste virksomheder i statistikken er født under finanskrisen, og ser vi på tallene, taler de deres tydelige sprog: Virksomheder, som er startet under - og har overlevet finanskrisen - fylder markant mindre i konkursstatistikkerne, end nystartede virksomheder historisk har gjort”, siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

Byggeriet brillerede

Antallet af konkurser faldt i samtlige brancher med undtagelse af kultur og fritid. Imens går det rigtig godt i byggeriet, som har det laveste antal konkurser.

"Byggeriet havde fart på i højkonjunkturen og blev ramt hård af krisen. De yngre virksomheder i den branche må i hvert fald være vant til hårde vilkår, hvilket kan øge deres levedygtighed. Set isoleret på det seneste kvartal, så har den milde vinter sikkert også spillet positivt ind i branchen, hvor deadlines hurtigt kan skride på grund af dårlige vejrforhold,” siger direktøren i eStatistik, Kent Nielsen.

BRANCHENYT
Læs også